Tænk, at livet koster livet

Vi bliver ikke givet et valg eller en mulighed. Vi bliver født, og vi skal dø, og derimellem skal livet leves

Døden er ikke en ubetrådt vej. Det er en vej, hvor vi følger efter én anden og hinanden, skriver Lea Skovsgaard.
Døden er ikke en ubetrådt vej. Det er en vej, hvor vi følger efter én anden og hinanden, skriver Lea Skovsgaard. Foto: Kalafoto.

Mange mennesker går rundt med en imaginær rygsæk af byrder og bekymringer. En rygsæk, der kan tynge og hindre den enkelte i at udfolde sine muligheder og udleve sine drømme. Men de fleste lærer heldigvis også, at byrderne kan lettes, hvis de deles med andre. For der, hvor vi tør lade andre se ned i den rygsæk, vi bærer på, da bliver den ikke nær så tung og begrænsende.

Men noget må vi bære selv. Jesus siger i Matthæusevangeliet, at man skal tage sit kors op og følge ham. Her formuleres der ikke tanker om at bære med på hinandens kors, men det bliver alene fastslået, at enhver må bære sit kors.

Der kan gøres mange tanker om, hvad det er for et kors, der skal tages op, eller hvad det er for en udfordring, som enhver bliver stillet overfor. Teksten giver dog selv en tolkningsmulighed, for det hedder videre: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det”. Livet kan vi ikke frelse selv, og den konstatering er et kors, vi må bære; at livet koster livet. Vi bliver ikke givet et valg eller en mulighed. Vi bliver født, og vi skal dø, og derimellem skal livet leves.

Døden er det kors, som vi alle må bære, og samtidig et kors, som vi ikke kan dele med hinanden. Vi kan gøre begrebet døden mindre tyngende og måske mindre angstfremkaldende ved at sætte ord på vores tanker og følelser omkring det ukendte.

Men stillet over for døden gælder det samme vilkår for alle; at det er et kors, vi må bære selv. Intet menneske kan følge en anden ind i døden. Vi kan være ved sengekanten, og vi kan trøste og tale med den døende, men ind i døden må den enkelte gå alene. Det kors, at livet koster livet, må vi tage op og bære med på alle de veje, vi går fra fødsel til død.

Stillet over for den dimension ved menneskelivet bliver det påtrængende og klart, at vi har brug for noget, der kommer til os udefra. Brug for at blive grebet, når vi styrter ned i ensomhedens dyb, hvor ingen kan følge os, og ingen nå os. I den afgrund har vi brug for Gud, som netop også findes i det mørke, der er dødens og gravens.

I evangelieteksten til femte søndag efter trinitatis er meningen derfor ikke alene den, at vi skal tage vores kors op, meningen og betydningen kan sammenfattes i sætningens afslutning: ”Følg mig.”

Døden er ikke en ubetrådt vej. Det er en vej, hvor vi følger efter én anden og hinanden. Vi følger Jesus, der med sit kors og sit menneskeliv også blev født til at dø, for hvem livet også kostede livet. Vi følger ham og bliver derfor ikke forladt af Gud i dødens ensomhed.