Ordet

29. Juli 2014

Der er en fortælling om en mand, der til fods er på vej gennem en stor skov. Efter nogle timer erfarer han, at han er kommet væk fra vejen, at han går i ring og er faret vild. I tre døgn leder han efter tilbagevejen, men hver gang han synes, at nu er han ved skovbrynet, opdager han, at han blot er trængt endnu dybere ind i skoven. Til sidst opgiver han sit forehavende og lægger sig i skovbunden. Da får han pludselig øje på en fremmed, der dukker op i en lysning et stykke foran ham. Han ser ganske fredelig ud, som han kommer nærmere med sin ransel og knortekæp. Den vildfarne bliver synligt lettet, løber hen til den fremmede, og stakåndet standser han op og siger: ”Min gode mand. Du kan ikke forestille dig, hvor glad jeg er for at møde dig. I dagevis har jeg vandret rundt uden at kunne finde en vej ud. Du ser ud til at kende skoven, så du må kunne vise mig vejen ud.” Skovmanden ser på den vildfarne med et smil, der rummer både smerte og længsel. ”Jeg har vandret rundt i denne skov i snart 10 år, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde vejen ud af skoven. Men med de erfaringer, jeg har gjort mig i de år, kan jeg fortælle dig noget, som du får brug for. Jeg kender stort set alle de veje, der ikke fører ud af skoven.”

Det kan være et billede på et menneskes liv. En vandring, fyldt med vildveje, men i dåben fik vi det løfte, at der er én, der slår følge med os på den vandring.

Kristus er som skovmanden, fortrolig med skoven, fortrolig med verden, fortrolig med livet, der ikke er lutter guld og grønne, fremkommelige skove, men en usikker vandring ofte uden mål og med.

Når vi føler, at vi ikke er mange sure sild værd eller ikke mere værd end en sølle spurveunge, så er han dér. Så møder han os i den lysning, som vi fandt. I kirken.

Ole Juul