Man kan synge sange og salmer om og om igen uden at tænke nærmere over, hvad det er, man synger, eller hvad værre er, tro det forkerte om, hvad der faktisk står.
I en af Grundtvigs bedste julesalmer ”Velkommen igen Guds engle små” står der: ”O, synger for dem, som lærker slå, som hørt de har ej længe.” Som barn kendte jeg ikke til, at en lærke slår en trille, så jeg forstod ikke dengang, hvorfor man skulle synge sange for dem, der slog lærkerne, og hvordan man i øvrigt bar sig ad med at slå en lærke. I ”Blomstre som en rosengård” skriver Grundtvig, at ”skæres for den sorte stær skal da øjne mange”. Som barn anede jeg ikke, at stær havde at gøre med øjensygdomme, så jeg spekulerede længe over, hvorfor en sort stær skulle blandes ind i den salme. Det gav ingen mening. ”Vort modersmål er dejligt,” ja, men først, når man fatter det til bunds.
Benny Holst skrev i 1976 en sang til sin veninde, Julie Petersen, ”Julies sprog”. I sangen hylder han hende for at have bevaret friskheden i sit sprog. ”Fast som en klippe og bred som en strand, vild som en brænding i kog, fri som fuglenes flugt over land, sådan er Julies sprog.” Efterfølgende klandrer han sin egen tid for at ødelægge sproget og slutter med ordene: ”Det sprog, vi har talt, trænger til at fornyes. Vi må lære det gamle igen.”
Hvordan lærer man sit modersmål igen, så det kan fornyes? Det læres bedst gennem sangene og salmerne, der, skønt mange ord er gledet ud af talesproget, dog har en betydning, som er gyldig til og i enhver tid.
En fornyelse af sproget, som altid er nødvendig, handler altså ikke om at rense sproget for gamle ord og begreber, og af frygt for at blive misforstået gennemtvinge et middelmådigt ”muddermål”, men snarere om gennem sange og salmer for alvor at fatte, at ”vort modersmål er dejligt”.
Ole Juul