Ordet

22. August 2014

På søndag skal vi høre om den vrede, Jesus udtrykker over for de landsmænd, som ikke vil vide af det, han bragte ind i menneskers liv med hinanden. Han bliver vred over, at de ikke har fattet, at det er ind i en ganske almindelig dag med dens ganske almindelige mennesker, at Gudsriget forkyndes. Han bliver vred over, at de ikke er åbne, at de ikke tager imod.

Vi kunne så måske med sindsro sige, at alt det kommer i grunden ikke os ved. For vi har jo taget imod kristendommen, og vi har for længe siden bygget et hus, så vi kan samles om ordet. Her døber vi vore børn i Jesu navn, her konfirmerer vi i Jesu navn, her vier vi i Jesu navn, og herfra begraver og bisætter vi i Jesu navn. Så vi vil godt Jesus og hans ord. Og så gælder ordene alligevel også os. For det handler om, at vi igen og igen skal besinde os på, at kristendommen finder sit ægte udtryk i det ganske almindelige hverdagsagtige liv med dens ganske almindelige hverdagsagtige mennesker. Hele tiden skal vi besinde os på, at evangeliet taler midt ind i det liv, vi lever med hinanden på godt og ondt.

Evangeliet sætter os i ansvar for den dagligdag, vi lever i og de mennesker, vi i denne dagligdag møder. Og vi ved det. Vi ved, hvornår livet kalder på os og kalder os ud i tjenesten. Vi ved, at vi skal danse, når der spilles på fløjte, at vi skal sørge, når der synges klagesange. Vi ved, at vi skal dele hinandens glæde og hinandens sorg og bekymringer. Vi ved det, fordi sådan byder livet det. Når evangeliet fordrer ansvar af os, så er det ikke mere, end hvad livet i forvejen gør. På den måde er kristendommen ikke for de særligt indviede. At være fast i troen er ikke noget ekstraordinært. Nej, det er at være trofast. Trofast over for det liv, der melder sig igennem de mennesker, vi er sat i ansvar for og med.

Ole Juul