For nogen tid siden var jeg til en fest med venner og bekendte fra studietiden. Det var hyggeligt at se folk, man ikke havde set længe, og værten havde gjort sit til, at rammerne var i orden. Men der var noget ved festen, som ikke var i orden. Og det var, at en del af mine mandlige bekendte fra dengang mødte frem i ganske almindeligt dagligtøj. Når man ser, hvad mænd har taget på - eller rettere er blevet i, fordi man ikke gad klæde om - kan man ikke undgå at tænke på, hvilket signal man udsender via sin påklædning. ”Klæder skaber folk”, siger man, ja, og de samme folk skaber forventning - eller det modsatte.
Matthæus fortæller om en fest, som en konge holder - ikke for dem, der blev indbudt, for de kom ikke, men for dem, der i første omgang faldt udenfor. Ja, og så er der lige ham, der ganske vist var med, men som ved sin bryllupsklædning - eller mangel på samme - signalerede, at han hverken regnede festen eller værten. Denne gæst er i Matthæus' optik hans egne venner, som ikke regnede alt det nye, som Matthæus bragte ind i deres fællesskab, i og med han fortalte dem om den Jesus, som han havde kendt, og som han havde færdedes med.
For os er bryllupsfesten et billede på selve livet. Spørgsmålet er så, hvordan vi er klædt på til den glædesfest, som Vorherre indbød os til. Hvordan tager vi imod livet? Tager vi det som en selvfølge, at det manglede da bare, ja, så bliver festen også derefter.
Den rette dresscode kan vi finde hos Paulus, der skriver det, som så også naturligt hører vielsesritualet til, ”at så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed”. Det er den rette bryllupsklædning, den hænger der, for du fik den i dåbsgave. Se nu at få den støvet af, brug den, ja, slid den op.
Ole Juul