Ordet

29. August 2014

Jeg skrev i går om manden, der ikke var klædt på til festen - og som af samme grund heller ikke fik lov at komme med. Det er - som jeg også skrev - Matthæus' egen dom over de jødiske landsmænd, som ikke ville tage imod alt det nye, som kom med Kristus. Men selvom det på et overordnet plan, som jeg også beskrev i går, kommer os ved, så må den umiddelbare dom, som Matthæus fælder, stå for hans egen regning.

Ganske vist er Matthæus op gennem kirkehistorien blevet brugt som garant for dommen. Men det er ikke dommen, der er det afgørende. Bliver den det, skyldes det, at vi glemmer, hvad der gik forud i fortællingen. For det hele begynder et andet sted. Det begynder med glæden. Det begynder med forventningen. Det begynder med, at værten, Gud selv, vil festen. Under ingen omstændigheder - og slet ikke grundet egensindige menneskers luner - vil han aflyse den. Så da de først indbudte takkede nej, så gik der i en lind strøm indbydelser ud til alle dem, der ikke var selvskrevne, til os, ”de måske egnede”.

Guds fest, Guds liv begynder alt sammen med en glædesfest, det begynder alt sammen i glæden. Det er i glæden, at vores eget liv og vore børns liv begynder. Men det er også i taknemmelighed og i ydmyghed, fordi livet er så sårbart, som det er. Og det er næppe sagt stærkere end i Jens Rosendals ”Forelskelsessang”, der slutter med ordene, at ”Vorherre selv bød ind til fest og kyssed hver benovet gæst i kærlighedens sale med øjne, undrende og blå vi bare så og så og så og slugte livets tale: At livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær på trods af det, der smerter, og kærligheden er og bli'r og hvad end hele verden si'r, så har den vore hjerter.”

Ja, den har vore hjerter, fordi den er lagt i vore hjerter.

Ole Juul