Jakob Knudsens ord fra salmen ”Se, nu stiger solen” rummer en erkendelse af, at skønt verden er, som den er, skønt vi hver dag fejler, skønt der er sygdom og død, er der også så meget i dagen, der kan fryde, oplive og glæde. Men det kan være svært at få øje på. Dagen kan være uoverkommelig, den kan rumme meget, vi ikke magter, og som tårner sig op og gør os rådvilde. Og så alligevel sker det, at glæden og livsviljen bryder igennem, ofte når vi mindst ventede det. ”At mig dagen fryder, trods synd og død.” Ja, og det kan siges endnu kortere, i ét ord. Tilgivelse. Kristendom er tilgivelse, og kristentro er at tage imod tilgivelsen og selv række tilgivelsen videre.
Det handler om sprog, om ord. ”Den mindste ild kan sætte den største skov i brand,” skriver Jakob, ”og tungen er som den ild.” Vi kender det. Med din tunge skaber du sproget, og med sproget kan du gøre et andet menneske glad, eller du kan gøre det ked af det. Sådan er vi skabt, som Skaberens talerør, som dem, igennem hvilke Gud hvisker alle sine gode ord. Eller som Grundtvig siger det: ”Mennesket er i Guds billede skabt med levende ord på sin tunge.” Igennem sproget kan vi gøre tilgivelsen levende - eller det modsatte.
Nogle gange kan afstanden mellem mennesker være enorm. Nogle gange kan vi føle os langt fra hinanden. Hvordan det begyndte, husker vi ikke. Hvem der skabte afstanden, har vi glemt. Men vi sidder fast, er ikke til at rokke ud af stedet, for vi vil have vores ret. Sådan kender vi det. At skønt vi går op og ned ad hinanden, så er der alligevel langt mellem os. Og så ved vi godt, at afstanden ikke er længere end et ord. Så er afstanden ikke længere end det tilgivende ord, som skal siges. Og når det er sagt eller hvisket, er alt godt igen. ”At mig dagen fryder, trods synd og død.” Det er kristendom. Og det er kristentro at leve det ud.
Ole Juul