Når et barn kommer til verden, bliver forældrenes prioriteringer ændret i radikal grad. De er nu ikke længere centrum i deres eget liv, der er kommet et menneske til verden, som er vigtigere end selve livet. Sådan vil de fleste forældre beskrive det at have fået et barn.
I teksten fra Matthæusevangeliet møder vi en mor, der for enhver pris vil sikre sine børn de bedste muligheder. Det er zebedæussønnernes mor .Hun har den ene bøn til Jesus, at hendes to sønner må få sæde ved Jesu højre og venstre hånd i Himmeriget. Det er en stor bøn, og den skaber da også forargelse hos de andre disciple.
Teksten taler meget direkte ind i vores tid, hvor det middelmådige ikke er godt nok. Vi kæmper med alle tænkelige midler for at skabe det bedste resultat for os selv og vores nærmeste. De bedste skoler bliver valgt, de bedste sportsklubber, det rigtige tøj og en iPhone i hånden. For når man er blevet givet de bedste forudsætninger og har den solidest tænkelige grund at stå på, så må livet da blive en succes.
Men hvad er det for individer, der bliver skabt på den konto? Er der ikke en fare for, at de bliver så selvcentrerede, at de glemmer alle andre end sig selv? Livet er jo ikke en kamp om at blive den bedste i skolen, den bedste til fodbold eller senere den, der tjener flest penge. Men det kan let komme til at se sådan ud, fordi meget i vores samfundsnorm dikterer og kategoriserer vores liv sådan.
Den seneste tid har der været meget debat om den nye skolereform, ikke mindst på grund af det manglende dannelsesbegreb i reformens ordlyd. I dens indledning hedder det, at ”eleverne skal have mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence”.
Dannelsen mangler, det begreb, der minder os om, at livet ikke kun består af gode karakterer og rundsave på albuerne, men også handler om empati og kompetence til at indgå i væsentlige og værdifulde relationer.
Jesus siger: ”... den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.”
Vi skal tjene hinanden, ikke i underdanighed, men i ligeværdighed ,og når vi gør det, udvikler og bruger den enkelte sine kompetencer og muligheder, så de kommer medmennesket til gavn.
Jesus går ikke i rette med zebedæussønnernes mor, der vil sine børn det bedste, men han viser hen til, at livet ikke skal leves som en konkurrence med medmennesket, men i stedet på en måde, hvor empatien og tjenesten for den anden er det, der skaber grundlaget i livet.