Jesus spørger en lam mand ved Betesda Dam, om han vil være rask. Selvfølgelig vil han være rask. Han har ligget ved dammen i 38 år, hvor han har ventet på at komme ned i dammen på det tidspunkt, hvor vandet ville være helbredende. Det er bare ikke lykkedes endnu.
På en måde lever han i to verdener. En virkelig verden, hvor han er en stakkels lam mand, der ligger ved dammen år efter år.
Samtidig lever han i en drømmeverden, hvor han bilder sig selv ind, at det snart vil lykkes for ham at komme ned i vandet og blive rask og lykkelig. ”Vil du være rask?”, bliver han spurgt. Dumt spørgsmål.
Vi ser det tit hos meget syge mennesker. De kæmper og kæmper, fordi de har en drøm om en dag at blive raske. De tænker: ”Bare jeg kæmper længe nok, bliver jeg nok rask en dag.” Kampen tager alle kræfter fra de syge og deres omgivelser. Alt handler kun om kampen.
Men det er kun i drømmeverdenen, at vi har så meget magt, at vi kan kæmpe mod sygdommen. I den virkelige verden har vi ingen magt. I den virkelige verden er det sygdommen, der har magten over os. Det tør vi bare ikke sige højt.
Hvor ofte har vi ikke hørt vendingen, at han eller hun tabte kampen mod sygdommen, som om mennesket og sygdommen var to ligeværdige parter, der kæmpede mod hinanden.
Sådan var det også for manden ved Betesda Dam. Derfor levede han i en drømmeverden, hvor sygdommen var noget, mennesker havde magt til at overvinde, bare de hankede op i båren. Han ville ikke indse sandheden, at sådan forholdt det sig netop ikke.
Jesus spørger ham, om han vil være rask. Stop lige! Hvad vil det sige at være rask? Den lamme svarede: ”Kan du ikke se, at jeg kæmper og kæmper for at blive rask? En dag vil det lykkes - især, hvis der kommer nogen og hjælper mig ned i vandet.”
Jesus viser, at magten over sygdommen ligger et andet sted end hos den lamme selv. Ved at helbrede ham og oven i købet bede ham om at rejse sig og tage sin båre og gå viser han, at kun Gud har magten til at overvinde sygdommen.
Det er en svær erkendelse at gøre sig. Den vender op og ned på, hvad det vil sige at være rask. Rask er ikke at have kæmpet sig fri af sygdommen. Rask er at se livet i sit rette perspektiv. Se, at livet har vi ikke magten over. Det har kun Gud.
Sådan er det alene Gud, der har magten til at rejse os op til nyt liv. Søren Ulrik Thomsen skrev engang: ”Det bedste er at gi op omsider og pludselig mærke det hele begynde.”