På søndag, allehelgensdag, samles vi i kirken, og derinde sidder vi med tanker på dem, vi har mistet. Deres navne bliver nævnt, og i tankerne om dem føjer vi det til, der for os blev mere end navnet, det, der gjorde, at navnet blev et menneske, vi lærte at elske og holde af. Vi sætter os ikke ind for at få den døde tilbage. Nej, for vi ved godt, at han eller hun ikke længere er en del af det fællesskab, som vi lever med hinanden i uden for kirkens mure. Erkendelsens grundvilkår ”omlejrer hjertet” og fortæller os med al tydelighed, at døden satte en grænse. Vi sætter os heller ikke ind blot for at mindes den døde, som jeg skrev i går, men for derinde på troens grundvilkår at høre, at Kristus brød samme grænse, og for at få nogle ord med til den bøn, der ligger på vore læber, og som Jakob Knudsen enkelt og tydeligt har formuleret i sin prægtige aftensalme ”Tunge, mørke natteskyer”: ”skænk mig livsens trøst, vind mig lysets sejre”.
Når du og jeg sidder tilbage med tunge og mørke tanker om, hvad vi skulle have gjort anderledes, mens tid var, og at vi bestemt kunne have gjort noget mere, mens tid var, da lys for os, Kristus. Når vi tænker på, hvad vi fik sagt - eller aldrig nåede at få sagt - da lys for os, Kristus. Når selvbebrejdelser og skyld lejrer sig om hjertet, da lys for os, Kristus. Det er bønnen, og den bøn hører han, Kristus, og den bøn opfylder han.
Skønt døden findes i vort liv med hinanden, så skal døden ingen magt have i vort liv med hinanden. Fordi vi med evangeliets tilsagn har lov at tro, ”At livet, det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter, og kærligheden er og bliver og hvad så hele verden si'r, så har den vore hjerter.” Det har den af den ene grund, at den er lagt i vore hjerter.
Ole Juul