At være ”verdens lys”, som blev disciplene tilsagt som deres forpligtelse, er samtidig en forpligtelse, der hviler på den, der på søndag hører evangeliets tilsigelse. Opgaven er i grunden såre simpel. For det handler om levet liv. Det handler om dagligdag. Det handler om dagligt virke. Det handler om at være eksempel. Det handler om, at du og jeg gennem vort liv og virke, gennem vort liv med børn, med familie, venner og kollegaer dagligt vidner om, at livet er livet værd og livet om at gøre. Det er det, fordi det er skabt af Gud, guddommeligt, og når det tages fra os igen, så forsvinder det ikke i den store, dybe tomhed. Så ender det dér, hvor det begyndte. Hos Gud. Billedligt i den levende Guds hænder.
Efter en begravelse og før mindesamværet hejser vi flaget ved kirken og i hjemmet. Indtil da har vi flaget på halv. Men når jordpåkastelsen er foretaget, når ordene har lydt, at ”af jord er du kommen, til jord skal du blive, men af jord skal du igen opstå”, så kan vi ikke gøre mere. Så er der sat en grænse for dødens virke. Så er det sådan. Så er den døde hos Gud. Det har vi Kristi ord for. Og vi levende er hos hinanden i det liv, vi skal leve videre for og med hinanden. Det har vi Guds ord for.
Kristendom er ingen privatsag. Nej, den er en historie, en fortælling, der rækkes videre og modtages, slægtled efter slægtled, og som sådan skal den fortælles videre af dig og mig. Vi skal ikke gøre det, for at lyset skal falde på os. Det er ikke vores fromhed, det handler om. Nej, vi er som et spejl, eller som Jesus siger, at ”således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i himlene”. Det er ham, der i kraft af fortællingen peges på. Og den skal fortælles sådan, at ingen er i tvivl om, at skønt døden findes i vort liv med hinanden, så skal samme død ingen magt have i vort liv for hinanden.