Det koster at knytte sig til et menneske. Det koster sorgen, den dag det menneske ikke er der længere. Det koster at elske et andet menneske. Det koster sorgen, den dag det menneske ikke er der længere. Det er, som Randi Bratteli skrev det efter sin mand, Trygve Brattelis, død, at ”sorgen er vel den pris, vi alle må betale for kærligheden”.
Men sorgen står aldrig alene, for sorgen er kærlighedens tvilling. Sorgen over at miste kender vi kun, fordi vi lærte glæden og kærligheden at kende, så længe de var der. Vi mistede dem, og om dem kan vi med vore egne ord kun sige, at de er i de dødes rige. Det kan vi med vores forstand sige os selv. Men troen siger noget andet og mere. At de er i Guds rige. Det kan vi ikke sige os selv. Det kan kun troen tilsige os. Og om troen kan vi kun tale i billeder.
I en af de nye bønner forud for dåben takker vi Gud for, at han lod dette barn blive båret gennem fødslen frem til livet. ”At du lod glæde fødes af smerte.” Sorgen i tabet, smerten ved tabet kan afløses af glæde. Et billede på glæden, der fødes af smerten, er, hvordan en perle dannes. Der er kommet et sandskorn ind i muslingen, og dette sandskorn smerter. For at dulme smerten, for at værne sig mod smerten, skyder muslingen et lag perlemor hen over det smertende sandskorn. Lag på lag lægger sig over det smertende sandskorn, og lidt efter lidt dannes perlen. Skønheden fødes af smerten. Glæden fødes af smerten.
Det kan vi ikke sige os selv. Det skal tilsiges os i og med troens billeder. Og havde vi ikke troens billeder, så blev det sært tomt. For så var der kun minderne tilbage. Men vi kan ikke kun leve på minderne, på det, der var engang. Vi må også have håbet om det, der kommer, bundet til og grundet på Kristus, der siger: ”Se, jeg gør alting nyt.”