At vore døde er i Guds rige, kan vi ikke sige os selv. Det kan kun troen tilsige os, og om troens genstand kan vi, som jeg skrev i går, kun tale i billeder. Når vi kommer til troens udtryk, til kærlighedens udtryk, taler vi i billeder. Grundtvig talte om paradiset og evighedslivet som en stor festsal, hvor der er sat stol frem til os, og hvor vi taler med venner i lys. Sådan er det med troen. Sådan er det med kærligheden.
En fredag sidst på dagen undersøger en øjenlæge en patient. Han taler til hende om det, han ser, pupillen, glaslegemet, hornhinden, og han stiller derudfra en diagnose. Hun tror ham, fordi han virker troværdig. Samme øjenlæge har samme dags aften aftalt at mødes ude i byen med sin kone. De har været gift i 10 år, og det skal fejres. Der er skaffet barnepige, og dér sidder de, to lys på et bord, rødvin i glassene, han tager hendes hænder, ser hende dybt i øjnene og hvisker henført: ”Dine øjne er som skovsøer, jeg kunne drukne i.” Sådan taler kærligheden. Det er den samme person, der taler om den samme genstand, øjet, men i to vidt forskellige situationer. Derfor er han nødt til at bruge forskellige sprog. For at virke troværdig er den samme mand nødt til at bruge forskelligt sprog om den samme genstand. Forestil dig lægen tale til sin patient om hendes øjne, der er som skovsøer. Det vil være chikane. Eller ægtemanden, der ser sin kone dybt i øjnene og siger henført, at hun da vist har en lille rids på hornhinden. Det ville virke aldeles utroværdigt.
Sådan er vi nødt til at tale i billeder, for at talen skal være troværdig.
Måske er det naivt. Måske er det enfoldigt. Men har vi - nået til dødens virkelighed - andet at holde os til end enfolds billeder. Hvad har vi, når vi står ved gravens rand, eller når rustvognen kører bort til krematoriet, andet end troens enfoldige billeder. Men dem har vi så!