I Grundtvigs folkevise om hr. Vismer, der var med i den forrige udgave af Højskolesangbogen, fortælles det med folkevisens særegne udtryk om hr. Vismer, der en dag rider over elvebro.
På broens glatte planker snubler hesten, hr. Vismer falder i vandet og driver til elvehjem. Her får han foretræde hos elvefruen, der byder ham velkommen og spørger til hans oprindelse, hvem han i grunden er. Og hr. Vismer svarer: ”I Danmark er jeg født og båren, og dér er alle mine klæder skåren, og dér har jeg fundet min fæstemø, med hende vil jeg både leve og dø!”.
På spørgsmålet om sin identitet svarer hr. Vismer med den fortælling, som er hans, og som han er sat ind i. Elvefruen byder nu hr. Vismer en særlig drik. Han drikker af den, men ”så snart han smagte den falske drik, al verdens ting ham af minde gik”. Hr. Vismer glemmer sin fortælling, han ved nu ikke længere, hvem han selv er, og da elvefruen atter spørger til hans identitet, svarer hr. Vismer: ”I Elvehjem er jeg født og båren, og dér er alle mine klæder skåren, og for mig stander min fæstemø, med eder vil jeg både leve og dø.” Da er hr. Vismer fortabt, han har glemt, fortrængt sin oprindelige fortælling, at han allerede var og er fortalt ind i historiens og kærlighedens grundfortælling.
Der er en grund til, at folkeviserne fik et så langt efterliv, som de gjorde, og at sandheden i deres poetiske udtryksform stadig gælder. At de taler lige ind i den dybt menneskelige livserfaring. I denne særlige gendigtning af folkevisen, som Grundtvig foretog, handler det om den menneskelige erfaring, at vi forledes til at glemme grundfortællingen. I evangeliets tiltale hører vi den atter. Derfor holder vi gudstjeneste, for - som salig K.E. Løgstrup engang formulerede det - ”at komme glemsomheden i forkøbet”.
ordet@k.dk