Hvorfor ser du splinten i din broders øje ...

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje. (Luk. 6, 41-42)

Igen kan vi sagtens få Jesu ord til at lyde næsten som det, vi går og siger: fej for din egen dør først! Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus! Forskellen er, at vores gode leveregler aldrig rækker ud over det rent moraliserende. Og selv den bedste moral når aldrig ud over at være et lille fedtet husholdningsregnskab. Et lille fedtet regnskab, der sikrer, at vi ikke kommer til at skylde de andre, mere end de skylder os, således at ingen i virkeligheden skylder nogen noget. Jeg har givet kærlighed, tilgivelse og hjælp i nøjagtig samme omfang, som jeg har modtaget kærlighed, tilgivelse og hjælp. Denne balance i tingene er, hvad moral handler om; moralen har vi, fordi vi er dem, vi er. Men der findes midt iblandt os et Guds rige, som betyder frihed for moralens små fedtede regnskaber - fordi Gud er den, han er.

Vi kan måske nok i bevægede stunder finde på at kalde livet en Guds gave. Men ikke desto mindre mener vi, at vores glæde ved livet skal skrabes sammen i småbidder - bidder i form af ret, vi kræver af vor næste og uret, vor næste skal gøre god igen, før vi kan være glade. Vi har så dårligt råd, er så bange for at miste noget, at vi ustandselig må trække splinter ud af vore medmenneskers øjne, så de kan se, hvad de skylder os. Men til os kommer evangeliet og vil trække en hel bjælke ud af vore øjne, for at vi skal kunne se livet og virkeligheden, se, at der ikke er nogen, der skylder os noget som helst, for der er ikke nogen, der kan skylde det menneske noget, hvem Gud på forhånd har givet og tilgivet alt. Gud er god mod onde og utaknemmelige, og den onde og utaknemmelige, der har hørt det, har råd til at være grænseløst rundhåndet over for de andre onde og utaknemmelige.

Karen Horsens