Fra sangen Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, Grundtvig, 1839
Noget af det første, vi som kirkegængere blev mødt med som indledning til det nye år, var en udlægning af Fadervor, hvilket gav anledning til atter at eftertænke bønnen og dens indhold.
Den kristne bøn er ikke er opremsning af, hvad vi kunne ønske os i livet. Nej, den kristne bøn er at bede Gud tage over, når vi ikke længere alene magter det. Men vi har det jo med at blande begreberne sammen.
Tag nu det barn, der op til jul bad om en særlig gave. Men forældrene havde bestemt sig for noget andet, og det blev noget andet, og barnet blev skuffet. Bønnen blev åbenbart ikke hørt. Jo, det gjorde den, men den blev ikke opfyldt efter barnets ønske. Det bliver forældrenes kærlighed ikke mindre af. Men nok barnets forståelse af kærligheden.
Bøn er ikke en opremsning af ønsker, som vi måtte have, hvor fromme de end måtte være. Nej, bøn er at tale med Gud. Bøn er at hviske til Gud. Bøn er at råbe til Gud. Bøn er at lægge det, man ikke selv kan bære fra sig og tro, at dér bærer Gud med.
Grundtvig skrev i Åbent brev til mine børn, at når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved fadervor at bede.
Når man ikke længere selv magter det uoverkommelige, er der kun ét at gøre. At lægge det alt sammen fra sig. Ikke skubbe det fra sig, men lægge det i Guds hånd og hjerte. Da sker det forunderlige, som Grundtvig siger videre, at da følte jeg den trøst af sandheds Ånd ... når støvet lægges i sin skabers hånd.
At lægge sin skæbne og dermed sine børns skæbne i Skaberens hånd og tro og forvente alt godt er den rette kristne bøn. Da sker det forunderlige. Ikke i at bønnen går i konkret opfyldelse. Men i at den bliver hørt. At sjælen finder hvile. At der åbner sig en anden dør end den, man i sin afmagt stod og hamrede på. At troen rækkes en.