I adventssalmen ”Blomstre som en rosengård” tolker Grundtvig ud fra profeten Esajas' Bog, kapitel 35, menneskets ensomhed og forladthed som en ørken uden én eneste blomst. Men ørkenen kommer til at blomstre. Gud skaber liv, hvor der før var øde. Gud skaber glæde i det hjerte, hvor der før kun var frysende ensomhed. Guds og Davids Søn, Jesus Kristus, gør ørkenen til et Paradis. Fremtidshåbet, det urimelige håb, bliver nutid, nærværende og dynamisk i en smuk lovprisning af Guds skaberkraft.
Forfatteren Jakob Knudsen siger om salmen: ”Det er følelsen af ensomhed, der er smerten i enhver sorg, det er ørkenfornemmelsen, det, at man er kommen ud af livets strøm og ligger og gisper ligesom fisken på tørt land. Men glæden har altid på bunden følelsen af fællesskab, at der er levende omkring én.” Det er en ægte adventssalme, som er båret af forventning om forandringen fra ørken til rosengård, fra ensomhedens kulde til fællesskabets glæde.
Vi står ikke alene. Gud er hos os. Måske skulle vi være langt mere opmærksomme på, at menighed også betyder fællesskab. Vi er ikke blot individuelle forbrugere af evangelium, vi er fælles om troens glæde. Og når vi samles i menighedens fællesskab, rammes vi af Guds ord lys.
Vi møder dåbens vidunderlige gave, som også engang blev givet til os. Og vi modtages ved nadverbordet, som er Guds fællesskab med os, hvor han tilgiver os al vor synd. Fællesskabet styrker den glæde, der får ørkenen til at blomstre og hjælper os til igen at komme ind i livets strøm, når vi ligger og gisper ligesom fisken på tørt land. Hvor er det befriende og stærkt at kunne synge sammen:
Herren kommer, Gud med os!
Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods
som sit folks befrier.
ordet@k.dk