En dommer eller et nævningeting må i en retssag træffe en afgørelse efter at have hørt, hvad der taler for og imod den tiltalte. Er han skyldig eller uskyldig? Dommen og dens præmisser skulle gerne give et fyldestgørende svar på dette spørgsmål. Sådan må det være i en retsstat. Den skyldige må bære sin straf, og dommeren eller nævningerne må kunne redegøre for, på hvilket grundlag dommen er fældet.
Anderledes er det med de afgørelser, vi træffer om hinanden. Det sker, at vi dømmer, bedømmer og fordømmer hinanden. Men det sker oftest på et fejlagtigt og mangelfuldt grundlag. Hvem kender et andet menneske godt nok til at kunne dømme, bedømme eller fordømme? Derfor siger Paulus, at vi ikke skal fælde dom over et menneske før tiden, før Herren kommer. Egentlig har vi vel også nok at gøre med os selv og vores egen sag.
Søren Kierkegaard siger: ”Inderst inde i ethvert menneskes hjerte, der bor hans bodsprædikant. Kommer han til orde: han prædiker ikke for andre, han gør ikke dig til en bodsprædikant, han prædiker kun for dig; han prædiker ikke i nogen kirke for en forsamlet mængde, han prædiker i hjertets lønkammer - og for dig, hvad enten du vil høre ham eller ikke; han har slet ikke andet at passe på end at passe på dig, og han passer på at blive hørt i det øjeblik, hvor alt er stille omkring dig, hvor stilheden gør dig ganske ensom.” (”Kristelige Taler III”).
Her op imod jul skal vi finde tid til og rum for stilheden. Lytter vi til den indre bodsprædikant, hører vi også den skælvende, men klare stemme, der som en undertone går igennem beretningen om barnet, der fødtes i Betlehems stald: Han er vor frelse, for du kan ikke frelse dig selv. Gud kender alt det, som du skjuler så godt for andre mennesker. Derfor sendte han det bedste i Himlen til os på Jorden.
ordet@k.dk