Den 26. maj 1676 blev Peder Schumacher Griffenfeld, som på dette tidspunkt var rigets mægtigste mand næst efter kongen, dømt til døden for bestikkelse og forræderi. Han blev benådet på skafottet, men måtte leve næsten hele resten af sit liv som fange. Først i Kastellet, siden i den øde fæstning Munkholm i Norge. På ruden i sin celle havde han med en diamantring ridset dette vers:
”Da verden blev mig vred, da lærte jeg at kende/ for alvor først min Gud, mig selv, min ven, min fjende:/ min fjende var mig gram, min ven var svigefuld,/ jeg selv var skrøbelig, Gud blev alene huld!”.
Da han havde mistet alt, undtagen sit liv, på grund af misundelse og fjendskab fra andre mægtige mænd, og da han havde erkendt sin egen svaghed og sin skyld, stod ét tilbage: Guds trofasthed.
Den samme trodsige tro på Gud finder vi i dag hos kristne, som forfølges på grund af deres tro. Forfølgelsen renser menigheden: De svage falder fra, de stærke står ranke tilbage. Vi kan ikke lade være med at spørge os selv, hvor vi ville være at finde.
Af og til synes vores tro tom og kraftesløs, som at leve i et hus, vi har arvet. Fyldt med inventar, som vi også har overtaget. Troen kan miste sin glans. Gud kan blive borte for os midt i alle de ord, vi bruger om ham. Og når vi prøver at bede til Gud, er det, som om bønnen ikke når op til himlen. Ja, det synes, som om den ikke engang kan hæve sig til loftet. Det hele er uden kraft, uden højde og uden dybde. Mismodet og fortvivlelsen breder sig.
Derfor skal vi tage imod Paulus' formaning fra epistlen til i søndags. Hold fast ved glæden og håbet. Hold ud i trængslen, og bliv ikke træt af at bede for dig selv og for dem, som forfølges på grund af deres tro. Igennem den formaning kan vi nå frem til den trodsige tros under: Gud blev alene huld!
ordet@k.dk