Ordet

26. Januar 2015

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

”Når du går igennem ild, skal du ikke brænde.” Det er titlen på en bog skrevet af den amerikanske kvinde Laurel Lee. Hun fortæller sin lidelseshistorie som en kvindelig Job: Den uhelbredelige kræftsygdom. De smertefulde, ydmygende behandlinger. Graviditeten, som hun gennemførte midt under de værste behandlinger. Manden, der forlod hende, netop da hun trængte mest til ham. Usikkerheden og frygten for at dø.

Men det var tanken om, at hun skulle dø, der til sidst bragte hende fred og åbnede hende imod den levetid, hun endnu havde sammen med sine børn. Hun fortæller: ”Jeg var nået dertil, hvor det ikke mere betyder noget, om man lever eller er død. Jeg har kigget ind i Himmelen, og det, jeg så, var fortryllende. Hvis tanken på mine børn ikke havde været der, ville jeg ikke have forladt dette vindue til Himmelen.”

Jesus har netop fortalt sine disciple, at han skal gå til Jerusalem, og at han der skal lide meget ondt og dø. Derefter tager han de tre disciple, der står ham nærmest, med op på et højt bjerg. Han trænger vel til at samle sine tanker for at finde mod til at stå det igennem, der venter. Oppe på bjerget finder han et vindue ind til Himmelen. Og han finder styrke til at vende tilbage til lavlandet. Tilbage til den jord ”i hvis favn der hades og der myrdes slægt efter slægt”.

Den danske forfatter Nis Petersen kalder verdens larm for ”disse hæse skrig af selvbeundring”. Af og til trænger vi til stilhed, så vi kan få hjælp til at skelne imellem det, der er vigtigt, og det, der må komme i anden række. Hvorfor bruger vi så megen tid og så mange ressourcer på det, der ikke er vigtigt? Hvorfor tillader vi, at penge og materielle spørgsmål optager så mange tanker og stjæler så meget nærvær og så megen glæde?

ordet@k.dk