Luther siger om Johannesevangeliet: ”Hvis jeg skulle undvære en af disse ting, Kristi gerninger eller hans prædiken, så hellere hans gerninger end hans prædiken. Thi gerningerne hjælper mig ikke, men hans ord giver livet, som han selv siger, Joh. 5, 51.” Nøjagtig det samme kan siges om forklarelsen på bjerget, hvor Jesus, som det eneste sted i Det Nye Testamente, ses med en glorie, en strålekrans, om hovedet.
Det må have været en meget stærk åndelig oplevelse og et overbevisende tegn for Peter, Jakob og Johannes, som var med oppe på bjerget. Måske var det derfor, Peter ønskede at blive på forklarelsens bjerg, hvor han hver dag kunne se himlens glans stråle fra Jesus. Så skulle han i hvert fald ikke tvivle på, at Jesus kom fra Guds klare himmel. Peter ville fastholde øjeblikket. Hans drøm var, at denne åbenbaring skulle blive ved.
Men forklarelsen på bjerget skete ikke, for at de tre disciple skulle komme til tro. Umiddelbart før de gik op på bjerget, havde disciplene for første gang direkte bekendt, at Jesus var Kristus, den levende Guds Søn. Hvis vi ikke nede i dalen, i dagligdagen, tror det ord, som Jesus taler til os, så hjælper underet os ikke. Troen skal leves i hverdagen, også når den forekommer os både grå og trist.
Også vore drømme stiger opad, bort fra hverdagen. Måske vi føler os oversete, fordi vi ikke værdsættes efter fortjeneste. Vi skuffes og tvivler, når livet ikke bringer os det, som vi ønsker. Det paradoksale i fortællingen om forklarelsen på bjerget er, at vi sendes ned fra bjerget. Ned i dalen, hvor det dejlige og vanskelige liv skal leves. Og hvor troen skal stå sin prøve.
ordet@k.dk