Efter de mange dages faste følte Jesus en dyb sult. Derfor var det nærliggende for ham at give efter for fristelsen til at fremtrylle brød ude i ørkenen. Og det var ikke kun en fristelse der kunne mætte Jesus personligt. Den, der kunne skaffe brød, havde adgang til penge og indflydelse. Med ordene ”Panem et circenses”, brød og skuespil, beskrev satirikeren Juvenal cirka år 100 e.Kr., hvordan de romerske herskere opretholdt deres indflydelse over folket.
Jeg forstår godt, at nogle mennesker siger, at de ikke tror på Gud. For tro og tvivl følges ad, og troen er ikke vores, men Guds gerning. Jeg forstår også godt, at nogle bekæmper kirken og kristendommen. Det skal der være mulighed for i et frit land som vores. Bare se på kirkens historie, også efter Reformationen herhjemme. Der er begået mange fejltagelser og mange overgreb på mennesker i Guds og kirkens navn. Uden religionskritik og uden modstand kan der komme noget mageligt og selvtilfreds over en kirke som folkekirken.
Men jeg kan ikke forstå, at nogle kalder evangeliet gammeldags og utidssvarende fordi de synes, at evangeliet om Jesus Kristus ikke har noget at sige mennesker, der lever i 2015. Lige netop fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen tegner et rystende skarpt billede af os og vores tid. Det, Jesus sagde nej til, er jo det, vi bruger så mange kræfter på at erhverve os. Ofte med den omkostning, at vi bliver døve og blinde for vore medmennesker. For hvad gavner det et menneske, at han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl, spørger Jesus.
Johannes Møllehave har sagt det på sin måde: ”Der er mange, som har solgt deres violin for at blive noget ved musikken.” Husk derfor, at ”mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”. Sådan afviste Jesus fristeren.
ordet@k.dk