Vi står hver dag i valget mellem ondt og godt, og det kan være vanskeligt at skelne det ene fra det andet. Alligevel skal vi sige ja eller nej, sådan er det at være menneske. I Fadervor beder vi: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Vi skal ikke stirre os blinde på, om Gud virkelig leder os i fristelse. Det er en gåde, som vi aldrig kommer til bunds i. I stedet skal vi lægge hovedvægten på det lille ord ”ikke”. Vores bøn er: ”Led os ikke i fristelse. Hjælp os at sige nej, som du hjalp Jesus den dag ude i ørkenen. Stå ved vor side, når vi fristes til at finde vor livsmening i den tomme stræben efter brød, lykke og magt. Fri os fra det onde.”
Djævelen er besejret, men han er fortsat virksom. Han virker og lever, også i menneskets hjerte, sammen med det gudsbillede og den kærlighed, som blev lagt ned i os på skabelsens morgen. Hvordan lever vi med den dobbelthed inde i os selv? Hvordan kan vi sige ”Vig bort, Satan!”? Det kan vi kun ved at tilbede Gud og tjene ham alene. Vi skal søge Gud der, hvor han findes. I hans ord, i dåbens gave og i nadverens tilgivelse og fællesskab med Gud. I vores daglige liv, hvor han lever i os.
Vi kan ikke udslette dæmonerne, hverken dem i verden eller dem inde i os selv. Men Gud hjælper os i kampen imod dem. Måske vi en gang imellem skal bede den gamle bøn om sindsro. Den bruges for eksempel, når Anonyme Alkoholikere samles for få hjælp til at bekæmpe deres indre dæmoner.
Bønnen rummer en enkel og indlysende livsvisdom. Alligevel er den umådelig svær at praktisere. Men det er jo derfor, vi beder, for at få hjælpen til det.
Bønnen lyder sådan:
Gud giv mig sindsro
til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.
ordet@k.dk