Når den svenske kunstner Lars Vilks' tegning af Muhammed har vakt så stor vrede blandt muslimer, skyldes det måske især, at Muhammed er afbildet som en hund. På Jesu tid brugte man betegnelsen ”hunde” om hedningerne. Det er heller ikke smukt i dag at kalde et andet menneske for ”hund”, og i Mellemøsten bruges udtrykket som et skældsord.
Første gang afviste Jesus kvindens bøn ved at pege på, at hans opgave alene var at gå til jøderne. Anden gang siger han næsten fornærmende til hende: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Jo, svarer kvinden, men selv de små hunde sidder dog ved bordene og venter på, at deres herre smider blot et lille stykke brød ned til dem. Sådan venter hun på, at Jesus skal give en smule af sin livgivende kraft.
Kvinden lod sig ikke bringe ud af kurs, hverken af afvisningen eller fornærmelsen. Måske mente Jesus virkelig ikke, at han kunne hjælpe hende, eller måske ville han afprøve hendes standhaftighed? Vi ved det ikke. Men mødet mellem Jesus og kvinden fortæller os, at Gud er levende og bevægelig. Kvinden stolede stædigt på, at Gud lader sig bevæge. At tro på Gud betyder at bygge sit liv på en hemmelighed, som vi aldrig lærer at kende fuldt ud. Men Jesus har lært os, at Gud er kærlighed, og at vi kan bede til ham som vores far.
Når vi fortvivles, fordi vi selv eller vore nærmeste rammes af sygdom, når vi føler os oversete og unyttige, fordi der tilsyneladende ikke er nogen, som har brug for os, eller når vi savner et menneske så meget, at det gør ondt langt ind i sjælen, skal vi huske på kvinden.
Bliv ikke træt af at bede. Gud er levende, bevægelig kærlighed.
ordet@k.dk