Set udefra fortæller Mariæ bebudelse om en ung pige, som var forlovet med den noget ældre tømrer Josef. De forberedte bryllup, og Maria skulle være husmoder i et håndværkerhjem i Nazaret. Men hun blev gravid, og Josef var ikke fader til barnet. Hun har sikkert spurgt sig selv: ”Hvad vil folk sige? Hvad vil Josef gøre?”. Hvis Josef havde svigtet Maria i denne situation, kunne hun være blevet stenet; men han svigtede ikke. Men måske gik den ondskabsfulde sladder: ”Josef er godt dum, at han finder sig i det og gifter sig med hende, som venter en anden mands barn.”
Set udefra slutter Jesu liv med den grusomme henrettelse på korset langfredag, udstødt og forkastet af sit eget folk. Hvordan kan det være sandt, hvad englen sagde til Maria den dag, at hun skulle føde den Højestes søn, for sådan kommer Gud da ikke? Gud vokser ikke op i en lille, fattig landsby i det nordlige Palæstina. Gud lever ikke sit liv blandt fattige og udstødte mennesker. Gud dør ikke som en gemen forbryder uden for bymuren efter en nedværdigende rettergang. Gud skriger ikke af smerte i afmagt på korset. Nej, det kan ikke være sandt. Den mand kan ikke være Guds søn. Sådan kommer Gud ikke.
Paulus siger i Første Korintherbrev: ”Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, og for hedninger en dårskab. Men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom.”
Det er ikke nok at se på evangeliet udefra. Vi må se på det med troens blik. Ellers er vi overladt til kun at tro på os selv, og da er vi fortabte. Hans Anker Jørgensen siger det sådan: ”Uden dig må glæden gå på krykker, uden dig må livet gå i stykker.” (Salmebogen, nummer 369, vers 2).
ordet@k.dk