Nazijægeren Simon Wiesen-thal fortæller i ”Solsikken”, at han i 1942 var fange i en kz-lejr i Lemberg i Polen, og at han her blev bedt om at besøge en døende SS-soldat. Soldaten kunne ikke dø med fred, før han havde fortalt en jøde om grufulde handlinger, han og hans soldaterkammerater havde begået i Ukraine. Hans deling havde fået til opgave at anbringe 300 jøder, heriblandt mange børn, i et treetages hus, fyldt med benzindunke. Husets hovedindgang blev låst, hvorefter SS'erne stak huset i brand ved at kaste granater ind gennem vinduerne.
På husets anden sal så han en mand i brændende tøj med et lille barn på armen. Mens han skærmede barnets øjne, sprang han ned på gaden. Barnet moder fulgte med som en brændende fakkel, også andre sprang ud. ”Vi skyder på dem - åh Gud. Men denne ene familie kan jeg aldrig glemme, fremfor alt ikke barnet. Det har sort hår og sorte øjne.” SS-soldaten forventede sikkert et trøstende og tilgivende ord fra Wiesenthal, men han gik uden at sige noget. Næste dag var soldaten død.
Hvorfor siger Jesus til disciplene ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”? Er det, fordi vi skal bedømme syndens størrelse og karakter, før vi kan tilgive? Nej, for Jesus har lært os, at vi ikke tilgiver på egne vegne, men på et ord fra Gud. Det er ikke op til os at afgøre, hvilke synder, der kan tilgives, og hvilke der ikke kan tilgives. Dommen er Guds. En kristen præst kan ikke forlade et dødsleje uden at sige et ord.
Men Guds nåde er ikke billig nåde, som Dietrich Bonhoeffer sagde. Hvis vi søger tilgivelsen som en legitimation af noget, som vi inderst inde ved er forkert, og hvis vi ikke er parat til at kæmpe imod synden, skal vi først erkende syndens realitet.
ordet@k.dk