Tvivleren Thomas blev apostel og grundlagde den kristne kirke i Indien, og fornægteren Peter blev efter opstandelsen kirkens leder. Begge blev de præster i den opstandnes kirke. Præster er ikke fuldkomne mennesker, der skal bestå en særlig moralsk optagelsesprøve. Gud har ikke brug for syndfrie præster, som ikke kender til at falde, og den præst, der i sit eget liv kæmper med tvivlen, bliver ikke af den grund en dårligere præst, tværtimod.
Hvordan skulle syndfrie præster dog kunne forkynde evangeliet, så mennesker forstår det? Hvis man aldrig selv er faldet, hvordan skal man da kunne erfare dette at blive rejst op igen? Og hvordan skal man kunne forkynde tilgivelsen, hvis ikke man kender den fra sit eget liv?
Maleren Vincent van Gogh skrev i et brev til sin bror: ”Kristus er den eneste blandt filosoffer, mystikere etcetera, der som hoveddogme har bekræftet et evigt liv, tidens uendelighed, dødens intethed, sandhedens og den fulde hengivelses nødvendighed og vigtighed. Han har levet som en kunstner, en større kunstner end nogen anden. Han foragtede marmoret, leret, paletten, thi han formede i levende kød og blod. Han skabte virkelige, levende mennesker.”
Jesus formede Thomas som menneske og præst, dengang han viste sig for ham med naglegabene i sine hænder og såret i sin side. Thomas svarede med bekendelsen: ”Min Herre og min Gud!”. Få dage senere, da apostlene skulle vælge en til at træde i Judas' sted, indledte Peter valget med at sige: ”Vi skal finde en, der sammen med os kan være vidner om Herrens opstandelse.”
At være vidne om Herrens opstandelse. Det er den kristne kirkes fornemste opgave. Og den opgave kræver ikke fejlfrie mennesker, for den bygger på Gud, ikke på mennesker. Blot vi kan sige som Thomas: ”Min herre og min Gud!”. Den grund er urokkelig og bringes hverken til fald af fornægtelse eller tvivl.
ordet@k.dk