En ung præst fra London fortalte for nogle år siden ved et dansk præstekonvent:
”Jeg kom som nyordineret præst til min menighed i London og begyndte med at samle en flok til bibelstudier og foredrag og prædikener. Jeg arbejdede flittigt i to år.
Men en dag slog den tanke ned i mig: Det er jo præcis den samme flok, som du havde for to år siden. De er søde og venlige og interesserede, men det var, som om jeg hele tiden havde gjort en rejse i en turistbus med dem. Vi havde kørt rundtomkring, og jeg havde vist dem alle mulige smukke og gode ting fra busvinduet. Jeg havde fortalt for dem, holdt foredrag for dem, studeret Bibelen sammen med dem og vist dem billeder fra den hellige historie, men det var ikke blevet til mere.
Og nu sagde jeg til dem: Mine venner, nu stopper vi denne rundrejse. Nu er I nødt til at stige ud af bussen og gå ud for at gøre noget for Guds rige. Og det skete. Nu er der i menigheden en stor mængde af små, selvstændigt arbejdende grupper af mennesker, som ivrigt søger at få andre til at blive Jesu disciple.”
Jesu gerning rækker ud til alle mennesker jorden over. Ligesom han efter sin opstandelse sender apostlene ud til alle folkeslag for at gøre dem til sine disciple, åbner han med ordene om, at han har ”andre får, som ikke hører til denne fold”, for alt det, der skete i påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder.
Mennesker har mange spørgsmål om religion, kirke og kristendom. Der er en søgen efter religiøs sandhed. Der er ikke noget i vejen med de svar, kirken giver. Men vi svarer ikke altid på de spørgsmål, folk har til os. Derfor skal vi ud af bussen for bedre at kunne lytte og forstå. Alle folk skal høre hans røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.
ordet@k.dk