De to første søndage efter påske har vi set tilbage på påskedagenes voldsomme begivenheder. Vi har reflekteret over, hvad Jesu lidelse, død og opstandelse betyder for os. Men fra og med tredje søndag efter påske ser vi fremad imod Kristi himmelfart og pinse. Kristi himmelfart er Jesu afsked med disciplene og hans tilbagevenden til sædet ved Faderens højre hånd. Pinse er opfyldelsen af himmelfartsdagens løfte om, at den opstandne vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han er os nær som Helligånd, der skaber tro og hjælper os til at forblive i troen.
Prædiketeksterne frem til pinsen er derfor alle hentet fra de såkaldte afskedstaler i Johannesevangeliet. Her forbereder Jesus disciplene på at leve, uden at han er hos dem som et levende menneske. Derfor er afskedstalerne præget af sorgen over at miste. Men afskedstalerne er også båret af en glæde over, at den opstandne nu kan være nær hos os alle overalt og til enhver tid. Jesu ord til disciplene om, at de om en kort tid ikke længere vil se ham, men at de om endnu en kort tid skal se ham igen, rummer begge disse aspekter, både sorgen og glæden.
Når vi mister et elsket menneske, kan sorgen føles som en fysisk smerte. Det er som at blive amputeret, som at miste noget af os selv. Vi bliver på godt og ondt hinandens skæbne og hinandens liv. Men at savne vil sige at blive henvist til at have fællesskab med den døde i minderne alene. Hvis Gud døde, var vi henvist til at have fællesskab med ham i vore egne tanker om ham og ikke andre steder. Den tanke er ubærlig, og derfor forstod disciplene heller ikke, at Jesus forberedte dem på sin egen død.
Pinsens glæde er, at vi ikke er henvist til vore egne tanker om Gud. Den opstandne er midt iblandt os. Han lever, også når vi dør. Ved ham bliver vores sorg til glæde og vores død til liv.
ordet@k.dk