Ordet

6. Maj 2015

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

I en evangelisk-luthersk kirke har vi ikke biskopper eller andre kirkeledere, der skal fortælle os, hvad vi skal tro og mene. Ansvaret er den enkeltes. Sagen afgøres i den enkeltes samvittighed.

Den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer siger, at vi skal leve ”som om Gud ikke fandtes”, og at vi skal være ”Kristus for vor næste”. Det lyder som ateisme, men er det stik modsatte. Bon-hoeffer taler ud af af sin stærke kristustro. Han mener, at troen skal myndiggøre os til at tage ansvar for medmennesket og for verden.

Vi skal vi hver især tolke, hvad kristendommen betyder for os i vores liv. Ligesom universets forskellige planeter finder deres plads omkring Solens varmende midtpunkt, sådan har vi alle en plads i forholdet til Gud. Han er det varmende midtpunkt. Vi er forbundet med ham igennem Jesus Kristus, som gav sig selv for vores skyld. Man kan ikke med det blotte øje se, hvad der holder universets planeter på deres plads i kredsløbet. De svæver i det fri rum, tilsyneladende uden sikkerhedsnet. De holdes på plads af tyngdekraften, som er usynlig for det menneskelige øje.

Gud er også skjult. Ham kan intet øje se. Nu er han hos os som Helligånd. Som Talsmanden, der kom til os Pinsedag. Helligånden vil fastholde os i forholdet til Gud. Han vil opretholde os og styrke vor tro. Han er kommet, for at intet skal bryde forbindelsen mellem Gud og os. Jesu ord til disciplene, hans afsked med dem hjælper os til at finde os selv i forholdet til Gud.

Han vil vejlede os til hele sandheden, som når vi kører en tur i et smukt, men ukendt landskab. Spændt venter vi på, hvilket syn der gemmer sig bag den næste bakketop eller det næste vejsving. Sådan vil han igennem vores livs rejse åbne nye udsigter, der kan føre til nye indsigter. Vi kan stole på denne vejleder, for han er sandhedens ånd.

ordet@k.dk