Ordet

21. Maj 2015

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

Nogle af verdens smukkeste og mest mærkværdige fisk lever dybt nede på havbunden. Man kan kun se dem fra en dykkerklokke, der beskytter imod de mange atmosfærers tryk. Dybhavsfiskene har smukke farver og former. Men hvis vi tager en dybhavsfisk med op til overfladen, kan den ikke leve. Den synker sammen og bliver til en grå klump, fordi den er skabt til at leve under de mange atmosfærers tryk. Sådan er vi skabt til at leve i fællesskab med Gud. Dér er vores rette element.

I troen på Guds sandhed kan vi leve frit, fordi Guds sandhed gennemlyser os og afslører os. Samtidig fortæller Guds sandhed os, at vi hører Gud til i liv og i død. Uden ham er vi fortabte. Uden ham er vi overladt til os selv og vor egen magt. Men den sandhed er der mange, som ikke bryder sig om at høre. Det forbereder Jesus disciplene på ved at fortælle dem, hvad der vil ske, når de fortæller sandheden videre til andre. De vil blive forfulgt og stå i fare for at miste deres liv. Kirkens historie bevidner, at det er sandt. Og historierne om kristnes vilkår forskellige steder i verden netop nu siger det samme. Også i dag forfølges og dræbes kristne nøjagtig som Jesus forudsagde at det ville ske. De forfulgte kristne skal vi støtte og bede for. Det betyder uendeligt meget for dem at vide, at de ikke står alene, men at der findes kristne andre steder i verden, som tænker på dem og støtter dem.

Sandheden er nu som dengang en befrielse at leve i. Men sandheden er også en kamp, fordi den gør op med vores selvcentrerede tid, hvor mennesket er på vej til at overtage Guds plads. Også i dag kræver det mod at forkynde sandheden. Vi skal høre ordet og blive ved det, også under modsigelse.

ordet@k.dk