At folkekirken er rummelig, fremhæves ofte med rette som et vigtigt pejlemærke for det folkekirkelige arbejde. Vi har ikke kirketugt og kræver ikke et medlemskort for at få adgang til kirkens gudstjeneste, eller en trosbekendelse for at kunne modtage nadveren. Alligevel har rummeligheden grænser, for kristendom er ikke hvad som helst. Den kristne dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er en forudsætning for at kunne blive medlem af kirken. Men hvem der er sandt troende, ved kun Gud.
Det er denne for det menneskelige øje skjulte grænse mellem kirken og verden, Jesus taler om i sit svar til disciplene om, hvorfor han vil give sig til kende for dem, men ikke for verden. Men hvorfor sætte disse betingelser? Handler evangeliet og kristendommen ikke om alt det, Gud har gjort for os, ikke om den smule vi kan gøre til gengæld? Jo, men vi er ikke viljeløse robotter eller marionetter, der flyttes rundt i livet af den himmelske snoremester. Vi er levende mennesker med holdninger, drømme og følelser. Hver dag må vi vælge, og om valget fører til godt eller ondt, kan vi ikke altid gennemskue.
Vi kender til glæde og sorg, had og kærlighed, ondt og godt. Det er der altsammen inde i os, og det sætter sine spor i verden. Vi kan gøre meget godt for hinanden, og det sker. Men vi kan også gøre meget ondt, og det sker desværre også alt for tit.
Gud skaber tro ved Helligånden, men vi kan vende ryggen til ham. For at han kan fylde os med sin kærlighed, må vi vende os imod ham og erkende, at uden ham kan vi ikke leve. Derfor har Jesus givet os kærlighedens gave. Det er sagt så tit, men det gør det ikke mindre sandt, at kristendommen er kærlighedens og nådens religion. Den tro må vi ikke miste i en tid, hvor vi hylder det selvsikre og selvberoende menneske. For da er vi ilde stedt.
ordet@k.dk