Luk. 18, 10
Lignelsen om farisæeren og tolderen er mesterlig. Både farisæeren og tolderen er skildret med stor præcision og uden overflødige ord. Vi er ikke i tvivl om, hvem vores sympati gælder. Vi kan ikke holde selvros ud. Den stinker!
Det egendommelige er, at samtidig med, at selvrosen vurderes så kritisk, trives den så frodigt hos sine kritikere. Det hænger vel sammen med, at det er et dybt menneskeligt behov at blive rost. Behovet viser sig hos barnet, så snart det har den mindste smule bevidsthed om sig selv og verden omkring det. Det betyder noget, hvad vi kan, og der er en stor tilfredsstillelse i at kunne noget.
Der er vel heller ikke nogen, der kunne finde på at bebrejde barnet dets glæde over, hvad det kan. Den voksne gør derimod bedst i at skjule sin selvglæde, hvor berettiget den end kan være. Det hænger sammen med, at den voksne ikke længere befinder sig i barnets uskyldsstand.
Det er det, der er så evident i lignelsens skildring af farisæeren. Der var mange positive ting, han kunne pege på. Han havde sådan set grund til at være tilfreds med, hvad han havde fået ud af sit liv. Men han havde mistet sin uskyld.
Den uskyldige selvglæde var blevet til hovmod. Det viser den rolle, sammenligningen med andre spiller. Hans selvtilfredshed øges ved tanken om, at han er så meget bedre end, de er. Det gør hans tak til Gud så ubehagelig. Han var ikke kommet for at bede eller takke, men for at stille sig an.
Det var anderledes med tolderen.
Han havde ikke noget at bryste sig af. Sammenligningen med andre fristede ikke. Han havde intet at komme med. Det gjorde hans bøn til en ægte bøn!
Holger Jepsen