Ordet: Min sjæl ophøjer

Min sjæl ophøjer Herren, og min Ånd fryder sig over Gud, min frelser. Luk. 1, 46

Den tidligere direktør for kriminalforsorgen William Rentzmann udtalte i sin tid i et interview til nærværende avis om det berømte kor fra Vridsløselille, at fanger kan synge sig ud af kriminalitet.

Jeg har hørt koret, og nu ved jeg jo ikke, om de er glade, men i alt fald forløser de med deres sang en umiddelbar og trodsig glæde.

Ja, og vi andre synger også, når vi er glade, netop fordi sangen forløser glæden. Det lyder ikke altid lige godt, men det er underordnet. Det er forløsningen, det kommer an på. Det at komme af med det, der bobler, skal ud og have ord. Det sker gennem sangen.

Sådan var det for Maria, hvis lovsang vi skal høre på søndag. Maria havde fået at vide, at hun ventede barn. Det kom noget bag på hende, men den gode Gabriel forsikrede hende om, at det nu engang var sådan fat med hende. Ja, og hvordan skulle Maria nu udtrykke det væld af følelser, der brød frem herinde. Hun kunne ikke bare sige: Kære hr. Gabriel, det havde jeg ikke ventet, men jeg er skam glad for at høre, hvad du siger. Det ville være alt for lidt. Nej, hun brød ud i lovsang, og den får ikke for lidt, eller den får måske med Lukas lige rigeligt.

Sådan er det jo, når de store følelser skal ud, og det sker gennem sang, så får den ikke for lidt.

Så får vi sagt mere, end vi i grunden har ord for. Eller vi får i alt fald sagt mere, end vi ville sige, hvis det bare skulle udtrykkes i daglig tale og i dagligdags sprog. Jo, Maria hun er glad.

Som Marias situation var, kunne man forestille sig, at hun havde været noget mere skeptisk. Men hun lader sig overrumple. Hun tager imod det alt sammen, og hun siger ja til det alt sammen.

Vi skal ikke dyrke Maria, og vi skal ikke gøre helgenbilleder af Maria. Nej, men vi skal lære af hende, lytte til hendes trodsige ja til livet, som for hende kun kunne udtrykkes gennem lovsang.