Luk. 14, 16-24
"Nødning" er en kunst, der nedarves fra mor til datter. Det er primært en kvindelig kunstart, og den udvikles fra "lige én skefuld til", sagt til spædbarnet, og til "I bliver da til aften", sagt til den voksne, som selvfølgelig bliver. Og som, når maden allerede har været sendt rundt et par gange, mæt og træt må lide den tort at blive nødet endnu en gang med et: "Det er ikke værd at gemme på. Du kan godt."
Det er en kvindelig kunstart, den er anmassende og irriterende. Det ved mødre godt, men de holder ikke op. Det er som et moderligt urinstinkt, denne insisteren på at spise sammen med sine børn - og at sørge for, at de får meget at spise.
Som sådan har nødningen selvfølgelig noget for sig, for måltidet binder sammen, og det markerer både fællesskab og fælles fremtid. Det gælder det daglige måltid og endnu tydeligere det særlige og festlige måltid.
Mange har dette forår siddet og spist sammen ved en konfirmation, og her er det ikke til at tage fejl af. Man sidder sammen her og nu og deler et stykke historie, deler kærlighed til og håb for festens midtpunkt, konfirmanden. Og alle, der er inviteret med til festen, er også inviteret med til at være med i konfirmandens fremtid. Det er et ønske og en forventning, som konfirmanden og hans forældre har, og som gæst føler man sig med rette privilegeret over sådan at være udvalgt. Skam få den, der siger nej tak.
Jesus mestrede nødningens kunst bedre end nogen mor, jeg kender (og min mor er ellers dygtig). Først indbyder han: "Kom, nu er alt rede," men de indbudte vil hellere noget andet. Så hentes andre gæster ind til festen, nogle som ellers ikke havde regnet med at blive inviteret. De er heldige. Sikke en uventet glæde. Og til sidst, da der stadig er plads, må han gribe til at nøde.
Tænk, at der skal nødes så stærkt! Det er egentlig underligt, at det, vi længes efter - glæden, fællesskabet, at blive bundet sammen med hinanden og med Gud - skal vi nødes til at tage. Er det virkelig, som den gamle kirkefader Augustin sagde, at ingen kommer ind i Guds rige, medmindre han nødes?
Jesus vil dele mad og fremtid med os. Han insisterer. Han vil, at vi skal sidde ved det samme gode måltid og spise og drikke og dele den samme fremtid.
Der er stadig plads omkring bordet, der er brød og vin, fællesskab og fremtid. Så god appetit!
Søndagsordet bliver skrevet på skift af præsterne Else Hviid fra London, Mikkel Wold fra København, Birgitte Graakjær Hjort fra Århus og Henrik Højlund fra Løsning