MAN MÅ VIDE, hvor man har folk. Det syntes farisæerne i hvert fald, så da de hørte om en mærkelig mand, der blev kaldt Johannes Døber, og som stod ude ved Jordan-floden og prædikede og døbte folk i hobetal, så sendte de bud ud til ham for at høre, hvem han var, og hvad han ville.
”Jeg er en, der råber i ørkenen,” svarede Johannes, for hans far havde sagt, at han skulle være Guds profet, og at han var forudbestemt til at bane Herrens vej og lære mennesker, at Gud ville frelse dem og tilgive deres lovovertrædelser. ”For Gud er fuld af omsorg,” som der står i ”Den nye aftale”.
Det forstod Johannes på den måde, at han skulle skaffe Herren et rent og lovlydigt folk, som han kunne være tjent med, når han kom. Og der skal skarp lud til skurvede hoveder: ”Elendige kryb,” sagde han til dem, der kom ud til ham. ”Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte for Guds vrede?”. Og folk tænkte på alt det, de enten havde gjort forkert eller forsømt i deres liv, så de omvendte sig og lod sig døbe, og Johannes befalede dem at leve et bedre liv, så Gud kunne se, at de havde forbedret sig.
Men Johannes glemte noget. I sin iver troede han, at han skulle bane Herrens vej ved at forkynde dom over den syndige menneskehed, så han glemte helt at forkynde håb og trøst. Det var, som om han kun havde blik for det, der var mislykket og forkert, og der var jo nok at tage fat på. Det var galt med både moralen og etikken, selv de nyomvendte levede ikke op til idealerne, så de dukkede hovederne, og i stedet for at vente på Herrens komme med længsel og glæde, så de frem til dommedag med angst og frygt.
Efterhånden fik både Johannes selv og hans disciple en fornemmelse af, at der manglede noget. Men hvad? Der manglede overbærenhed og kærlighed, for det er, som Paulus siger: ”Om jeg end taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.”
Men Gud er fuld af omsorg, og han ventede ikke på, at mennesker skulle blive fuldkomne og fejlfri. Han sendte sin søn til Jorden med det glædelige budskab, at Gud kender os og ved, vi er syndige mennesker, men i hans øjne er vi hans kære børn og ikke en samling elendige kryb.
Jesus er lyset, der skinner i mørket, og i disse dage baner vi hans vej i glæde og med forventning, ser på hinanden med kærlighed og synger med på salmen: ”Den yndigste rose er funden/blandt stiveste torne oprunden/vor Jesus den dejligste pode/blandt syndige mennesker gro'de.”
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen