Søndagsordet: Ledestjernen peger på barnet

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

HVER GANG julen nærmer sig, kan vi i medierne lægge ører til en mere eller mindre nuancerede debat, der handler om, hvorvidt det kristne budskab stadig har sin berettigelse i vores sekulariserede virkelighed. Og måske er det ikke så underligt, for julen kommer let til at ligne et eventyr med stalden og krybben, de vise mænd og stjernen. Det har ikke meget med vores virkelighed at gøre. Og alligevel holder vi, i hvert fald i kirken, fast i, at julens centrum har sit udspring i kristendommens historie.

Mediernes diskussion af kristendommens julebudskab skal måske hente sin forklaring i, at en del af vores julefejring cirkler i en vis afstand omkring det, der er det centrale.

Kristendommens billede af julen er sløret af senere romantiseringer af, hvad der skete i de dage. Og det er, som om der kommer mere glimmer og mere pynt på for hvert år, der går. Det kan derfor se ud, som om vores forberedelser til julen fjerner sig mere og mere fra udgangspunktet.

For udgangspunktet var netop et opgør med den virkelighed, hvor mere ville have mere. Et opgør med den mægtige kejser Augustus og den onde kong Herodes.

Beretningen om de vise mænd - der senere blev til tre hellige konger - var i udgangspunktet en beretning om nogle fremmede mænd fra et land langt borte, der havde set stjernen på himlen. At de skulle være konger, er en senere tilføjelse. De gik efter stjernen, og mon ikke de på vejen har fortalt hinanden om deres forestillinger og håb om det, de ville møde, når de kom frem? De skulle finde en kongesøn, de havde gaver med.

Og barnet, de møder, er en kongesøn, men alt omkring ham fortæller en anden historie. Han befinder sig ikke under kongelige, men under helt almindelige menneskelige forhold. Omgivelserne viser sig at være noget helt andet end det, de havde forventet. Men det centrale i deres møde er barnet - kongesønnen. Og da de ser ham, falder alle de ydre omstændigheder fra som visne blade i efterårsstormen, og de ser, at barnet var det, stjernen pegede på.

Der er begivenheder, som omdanner historien og tegner en ny virkelighed for os. De vise mænds møde med Jesusbarnet fortæller om en begivenhed og en historie, der tager virkeligheden ind i sig og omformer den.

Virkeligheden er, at de møder et spædbarn uden magt og pragt, men det, de mærker og oplever, er et møde med Jesus, Guds søn. Derfra bliver intet igen som før.

Lige dér har julen sit udspring som en kilde, der kan vande vores virkelighed hele året.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen