søndagsordet

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

Nikodemus opsøger Jesus midt om natten. Nikodemus er ikke hr. hvemsomhelst. Han er farisæer og medlem af jødernes råd og derfor er det ikke velset, at han ses sammen med Jesus. Jesus er jo ikke ligefrem elsket af farisæerne. Derfor finder mødet sted i skjul af natten.

Det særlige ved Nikodemus er, at han ikke vil nøjes med at holde sig til mennesker, han er enig med. Mennesker, der skal bekræfte ham og gøre ham sikker i de erfaringer og holdninger, han går rundt med. Nikodemus er anfægtet og søger oprigtigt svar på en lang række spørgsmål, han bliver nødt til at stille. Derfor sætter han sig selv på spil og opsøger Jesus. Hans møde med Jesus denne nat bliver afgørende for forståelsen af vores kristne tro.

Nikodemus spørger nemlig ud fra de erfaringer, han har gjort sig. Hvad skulle han ellers spørge ud fra? Når han spørger om troen, kan det kun være ud fra de erfaringer, han har gjort sig med den. Når han prøver at forstå Jesus, gør han det ud fra erfaringer med de tegn, Jesus gør. Når Jesus så efterfølgende taler om, at Nikodemus skal fødes på ny for at se Guds Rige, kan Nikodemus kun forstå det gennem erfaringen af, at man ikke kan fødes som gammel. Man kan ikke komme ind i sin mors liv for anden gang og fødes, siger han undrende.

Sagen er ikke desto mindre, at vi kun kan forstå Guds Rige på baggrund af en forståelse af, hvad et rige overhovedet er. Det kan være, at vores forståelse bliver modsagt. Alligevel forstår vi kun Guds Rige på baggrund af vore erfaringer. Vi kan kun forstå det himmelske på baggrund af det jordiske. Forståelsen af kristendommen forudsætter forståelsen af menneskelivet. ”Menneske først og kristen så,” som Grundtvig sagde.

Derfor er det alvor, når Jesus siger til Nikodemus: ”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?”. For vi forstår kristendommen gennem vore erfaringer, fordi kristendom er levet liv og ikke en fritsvævende teori.

Kristendom er troen på, at Jesus er kommet til verden og er gået ind i menneskelivet og ind i historien. Kristendom er troen på, at han er gået ind i vore erfaringer for at give os en ny erfaring med erfaringen. En ny erfaring med menneskelivet. Af at alt er blevet nyt. Af en ny himmel og en ny jord. Af Guds rige. Derfor er menneskelivet stedet, hvor vi kan forstå Gud. Vil vi ikke forstå livet, hvordan skal vi da kunne forstå Gud?

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen