søndagsordet

"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen
"Jeg er helt sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang," skriver Elisabeth Dons Christensen.

HVAD, ER PETER BLEVET TOSSET?

”Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias!”. Hvor plat!

Peter har lige set Jesus lyse op. Helt bogstaveligt. Hans ansigt begynder at lyse som solen. Selv hans tøj bliver som lys. Og Peter, Jakob og Johannes ser måske - for en gangs skyld - Jesus, sådan som han rigtigt er!

Så nu er Peter altså sådan ude af flippen, at han bagefter foreslår, at Jesus, Moses og Elias slår sig ned på bjerget. Og han skal da gerne give tømrerens søn en hånd med byggeriet!

Jamen, er det ikke bare typisk Peter? Altid hurtig på aftrækkeren. Den første til at gribe til våben. Den første til at protestere, da Jesus siger, at han skal lide og dø. Den første til at smide sig hovedkulds ud af båden, da Jesus går på vandet.

Ja. Men det er ikke hele sandheden. Han er også den første til at komme til den konklusion, at Jesus er Kristus. Sommetider ser han dybere end de andre.

På en måde er det også det, han gør her. Vel er han ude af flippen. Men han er det ud fra dyb indsigt: Han er klar over, at dette ikke er en forbigående dispensation fra Jesu egentlige natur. Jesus lyser og bliver forvandlet, fordi det er dét, der er hans oprindelige natur. At han er dødelig og svag, det er ikke hans egentlige væsen. Dét er i virkeligheden det midlertidige. Men nu har de set et glimt af ham, sådan som han var i evigheden.

Og hvad er så mere indlysende end at holde fast i det glimt? Hvorfor ikke trække det øjeblik ud så længe som muligt? Man kan tidsnok komme tilbage til snavset og hånen og de mange fortvivlede.

Han under simpelthen Jesus et lille pusterum: Hvorfor ikke tage lidt forskud på Himmelen? Det er jo alligevel den, der sejrer i sidste ende.

For det, at Jesus stråler som solen, og hans klæder bliver hvide som lyset, dét er ikke sært. Det sære, det er det daglige. Det sære er, at han ikke til daglig stråler som solen. Det sære er, at man ikke til daglig kan se, at han er Gud selv.

Jesus blev ”forklaret”, siger vi. Det betyder ikke forklaringer. Det betyder forvandling til lys! - Og en dag skal du også ”forklares”.

Der var jo ellers nogle ting, hvor jeg godt syntes, jeg kunne bruge en god forklaring. Jeg tænker sommetider, at Gud skylder mig en forklaring på en del ting.

Det får jeg jo så altså ikke. Guds svar er ikke forklaringer, men forklarelse. På den nye jord er det ikke ting, der bliver forklaret - det er dig, der vil blive forklaret.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Fester Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen