Lotte og Daniel sidder over for mig. Vi har lige startet vores 3. terapeutiske session, og vi har 1 ½ time til rådighed.
Vandglassene er fyldt, og roen er ved at indfinde sig. Da de første to samtaler har været vanskelige, og de ikke har oplevet så stor udvikling, stiller jeg følgende spørgsmål:
”Hvad skal der ske, hvis I skal få det bedre?”
Jeg beder dem om at tænke over spørgsmålet og tage sig god tid.
Efter lidt stilhed får jeg følgende svar fra Lotte: ”Jeg tror, Daniel må indse, at han må prioritere mig og vores familie noget højere”.
Jeg beder hende om at uddybe dette og vender mig derefter mod Daniel. ”Hvad tænker du, der skal til, Daniel?”
”Jeg mener helt klart, at Lotte for det første må indse, at hun har nogle urealistiske krav til mig, og dernæst må hun begynde at tale til mig på en anden måde”.
Disse svar er forståelige og på alle måder almindelige. Lignende svar har jeg fået i mange andre terapeutiske sessioner og i andre sammenhænge, og det giver ikke mening at problematisere dem i sig selv.
Der er dog en tendens i disse udtalelser, som er vigtig at blive opmærksom på og sætte spørgsmålstegn ved.
Lotte mener, at Daniel skal prioritere anderledes, mens Daniel mener, at Lotte skal tænke og tale anderledes. De er altså enige om én ting: at den anden skal forandre sig. Vi er utrolig kompetente og kreative, når det handler om at komme med idéer til, hvad vores partner kan gøre for, at vi kan få det bedre.
Han eller hun skal lytte mere, prioritere anderledes, tage mere initiativ til sex, rydde mere op, være mere deltagende osv. Listen kan nemt blive meget lang. Når spørgsmålet imidlertid handler om, hvad jeg kan gøre anderledes, bliver vi ofte mere fåmælte. Det er, som om kreativiteten lukkes ned.
Det er muligt, at mange af os ville få flere idéer til, hvad vi selv kunne gøre anderledes i vores forhold, hvis vi rent faktisk stillede os selv spørgsmålet: ”Hvad kan jeg gøre?” Problemet er blot, at vi ikke særlig ofte gør det.
Måske skyldes det, at vi er vokset op i en familie eller i en kultur, hvor dette ikke er naturligt at gøre. Eller også skyldes det, at det er ubehageligt og krævende.
Men hvorfor er det så vigtigt at stille dette spørgsmål? Fordi vi ikke kan ændre andre end os selv.
Vi kan blive ved med at håbe på, at vores kæreste bliver mere kærlig, at vores kone bliver mere interesseret i sex, eller at vores mand bliver mere snakkesalig. Men vi kan ikke bestemme over dem. Og hvis vi kun forlader os på, at vores partner skal ændre sig, risikerer vi at ende som Vladimir og Estragon i Samuel Becketts absurde skuespil Mens vi venter på Godot.
De to mænd står ved et nøgent træ og venter, og når de bliver spurgt, hvorfor de bliver ved med at stå der, svarer de gentagne gange: ”Vi venter på Godot”. Godot kommer aldrig, og på samme måde kan vi i et parforhold komme til at vente og vente, uden at forandringen nogensinde indfinder sig.
Det nøgne træ symboliserer manglende liv og vitalitet og kan give associationer til kolde og forblæste vintermåneder. Træet fra skuespillet er et udmærket billede på den ensomme og ufrugtbare (s)tilstand, der kan indfinde sig, når vi blot venter, i håbet om at vores partner skal komme os i møde og forandre sig.
HVAD KAN JEG GØRE?
I stedet for blot at vente kan man lade sig inspirere af John F. Kennedys berømte citat: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”. Her vendes logikken på hovedet. Det er ikke andre, der skal gøre noget for mig, men mig, der skal bidrage med noget. I et parforhold ville formuleringen lyde: ”Spørg ikke, hvad din partner kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din partner”. Prøv et øjeblik at overveje, hvad det ville betyde for vores tilfredshed i vores parforhold, hvis vi regelmæssigt tænkte på, hvad vi kan gøre for at forsøde vores partners tilværelse. Der er et stort positivt forandringspotentiale i et sådant fokus. Prøv derfor at svare på følgende spørgsmål:
› Hvad kan jeg gøre, for at min partner føler sig glad?
› Hvad kan jeg gøre, for at min partner føler sig tryg?
› Hvad kan jeg gøre, for at min partner føler sig elsket?
For et stykke tid siden var jeg til en god kollegas bryllup. Kirken var fuld af mennesker og af varme. Brudeparret smilede om kap og sendte kærlige blikke til hinanden; det var tydeligt, at de var begejstrede over at skulle giftes, og at de var glade for hinanden. Dette bemærkede præsten da også i sin tale. Hun talte imidlertid også om noget andet, som gjorde indtryk. Hun talte om, at et godt parforhold er kendetegnet ved, at vi er medarbejdere på hinandens glæde. Tænk, hvilken forskel det ville gøre, hvis vi alle tænkte, at dét at være mand, kone, kæreste eller partner først og fremmest handler om at arbejde på den andens glæde.
Under vielsesritualet i kirken bliver man spurgt, om man vil elske hinanden, til døden skiller. Men man bliver også spurgt, om man vil ære hinanden.
At ære hinanden kan lyde lidt gammeldags, men ikke desto mindre er det et godt begreb. Det præciserer nemlig, at ægteskabet og parforholdet er en relation, hvor man skal forsøge at gøre den andens liv større og hjælpe til med at udfolde potentialet i den anden. Efter talen og vielsesritualet til min kollegas bryllup rejste brudgommen sig op og overraskede hele forsamlingen og ikke mindst sin brud med en selvkomponeret sang.
Tanken var smuk, og det samme var sangen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han lige netop gjorde det, som præsten havde talt om: Han startede sit ægteskab med at arbejde på sin kones glæde. Han startede med at ære hende.
Hvis man ikke altid formår at tage initiativ til kærlige handlinger, kan det skyldes, at man synes, det virker uoverskueligt. Man orker ikke at snakke om den andens bekymringer – det er for krævende. Man orker ikke at tage initiativ til at kickstarte sexlivet igen – det er også for krævende.
Hvis noget er for ambitiøst, opgiver man, før man overhovedet får begyndt. Af samme grund vil man aldrig anbefale en nystartet motionist at løbe 10 km som det første. I stedet vil man anbefale en rute på et par kilometer og gerne med indlagte pauser.
Jeg har en ven, der i mødet med et problem stiller spørgsmålet: ”Hvad er det mindste, man kan gøre?” Det er et klogt spørgsmål, for det hjælper én til at tænke jordnært og lavpraktisk. I mange sammenhænge vinder vi noget ved at tænke minimalistisk og dermed realistisk.
I stedet for at skuffe vores partner (og os selv), fordi vi ikke formår at leve op til vores fine og ideelle ambitioner, kan det være en idé at tænke over, hvad man realistisk set kan gøre lige nu, for at ens partner skal føle sig elsket. Vi skal ikke spejle os i andres forhold, ambitioner og succeskriterier, men gøre det, der er realistisk i vores forhold og liv.
Vi bør altså gøre noget, som er mere end det sædvanlige, men som ikke er så ambitiøst, at vi mister modet, før vi er kommet i gang. Tænk gerne over følgende:
› Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at min partner kan have det godt? › Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at passe (bedre) på parforholdet?