I går aftes kom det frem, at USA og Cuba efter et halvt århundredes anspændt forhold nu vil forsøge at nærme sig hinanden. Angiveligt har de to lande forhandlet siden foråret 2013. Og pave Frans har ifølge flere medier haft en afgørende rolle i den proces.
Paven har skrevet breve til henholdsvis USA's præsident, Barack Obama, og Cubas præsident, Raul Castro, hvori han har opfordret de to statsledere til at nærme sig hinanden. Det skriver Vatikanet i en pressemeddelelse. Vatikanet har desuden været vært for forhandlinger mellem parterne.
Men har paven egentlig haft en reel indflydelse på de nye, varmere toner mellem USA og Cuba?
Ja, mener Peter Lodberg, som er lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet. Han peger på, at pavens egen latinamerikanske baggrund samt den katolske kirkes rolle på Cuba er udslagsgivende for pavens indflydelse:
"Den katolske kirke spiller her, som så ofte før, en meget vigtig og medierende rolle mellem forskellige konfliktparter. Så man skal ikke undervurdere den katolske kirkes betydning i den her sammenhæng."
Thomas Harder, der er Vatikanet-kender og forfatter til flere bøger om Italien, lægger vægt på, at den vatikanske udenrigstjeneste tæller erfarne og dygtige diplomater omkring paven:
"Når paven spiller en rolle, er det jo ikke bare Frans, der rykker ud, men faktisk et helt system af embedsmænd og diplomater, som har studeret situationen og vurderet, at her er der muligheder for at finde en løsning," siger han.
Thomas Harder vurderer, at Vatikanet også kan have en egen interesse i at løse konflikten mellem USA og Cuba. For hvis forholdene stabiliseres i Cuba, vil det blive muligt at lave reformer, som kan medføre en større religionsfrihed i landet:
"Religionsfrihed, og ikke kun for kristne, men i det hele taget, er et højt prioriteret mål for paven," siger han.
Det er en analyse, som Peter Lodberg bakker op om. Han peger på, at religionsfrihed såvel som menneskerettigheder er centrale spørgsmål for pave Frans, og det kan ses på de sager, han tidligere har været inde over:
"Paven har lige holdt tale i EU-parlamentet, hvor han udfordrede Europa til at kende sin besøgelsestid, når det gælder overholdelse af menneskers sociale rettigheder. Han har også lige besøgt præsident Erdogan i Ankara og betonet menneskerettighedernes betydning og kampen mod terrorisme som en fælles udfordring. Nu sætter han ind i Latinamerika for at bedre forholdet mellem USA og Cuba. Det er en pave, der fører en konsistenspolitik, og som forsøger at varetage en offentlig teologisk profil," siger Peter Lodberg.
Det, at paven og Vatikanet blander sig i den verden, som den katolske kirke er en del af, har en afgørende betydning for kirkens image, mener Peter Lodberg. For eksempel var pave Johannes Poul II en medvirkende faktor til, at Berlinmuren faldt, fordi han støttede den polske solidaritetsbevægelse under Den kolde krig.
Den katolske kirke har gennem et årti været mærket af pædofilisager, og den bryder nu fri af det image ved at sætte fokus på, at kirkens moral ikke blot er seksualmoral, men også socialmoral, mener Peter Lodberg:
"Det er en pave, der lever op til sit navn Frans," siger han med henvisning til Frans af Assisi, som blandt andet formulerede en kendt bøn om håb for fred i verden.
"Han går ind i aktuelle konflikter for at løse dem, og på den måde virker han meget mere menneskelig, moderne og nærværende end for eksempel den tidligere pave Benedikt XVI, der var mere optaget af klassiske teologiske problemstillinger," siger Peter Lodberg.
Det er nu ikke usædvanligt med en pave, som blander sig i politik, mener både Thomas Harder og Peter Lodberg. Det ligger nemlig i Vatikanet som institution både at være stat og kirke, forklarer Peter Lodberg, og derfor kan Vatikanet både påtage sig en observerende rolle, men også varetage reel politisk indflydelse.
Thomas Harder understreger, at paven netop har legitimitet til at blande sig, fordi han ikke er repræsentant for en nationalstat:
"Paven skal for eksempel ikke sikre sit land råstofressourcer. Så når han blander sig, er det på en ganske anden måde, end hvis det var en amerikansk, sovjetisk eller britisk leder, der mæglede i forhandlinger."