Den 23-årige Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten var tilsyneladende så ukendt, at Bendt Bendtsen under valgkampens sidste tv-duel bad hende om at hente kaffe.
Derimod har Ny Alliances leder Naser Khader været massivt i medierne, siden han var med til at danne det nye parti i starten af maj.
Alligevel trak Enhedslistens unge spidskandidat flere personlige stemmer end Naser Khader, skriver avisen.dk. De er begge opstillet i Københavns Storkreds.
8.964 københavnere satte personligt deres kryds ud for Johanne Schmidt-Nielsens navn.
Naser Khader trak kun 7.456 stemmer - godt 1.500 personlige stemmer færre end Johanne Schmidt-Nielsen, der ikke har været i Folketinget før.
Ved Folketingsvalget i 2005 fik Naser Khader 7.403 personlige stemmer.