Politisk redaktør: Løkke havde kun én overraskelse i ærmet

Statsministeren holdt en veltilrettelagt åbningstale, hvor fokus blandt andet var lagt på den kommende EU-afstemning om retsforbeholdet og Danmarks engagement i Syrien

Statsministeren åbner for, at danske jægerfly kan bombe i Syrien og ikke kun i Irak, når de vender tilbage. Og det er interessant, mener politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her til Slotskirken inden gudstjenesten ved Folketingets åbning. Foto: Thomas Lekfeldt
Statsministeren åbner for, at danske jægerfly kan bombe i Syrien og ikke kun i Irak, når de vender tilbage. Og det er interessant, mener politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her til Slotskirken inden gudstjenesten ved Folketingets åbning. Foto: Thomas Lekfeldt.

Der var ikke meget nyt at komme efter, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for kort tid siden holdt sin åbningstale i Folketingssalen og officielt bød politikerne velkommen tilbage til et nyt arbejdsår på Christiansborg.

Det mener Kristeligt Dagblads politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, som alligevel blev lidt overrasket over talens udformning. 

"Det er overraskende, at han trækker folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet frem og gør det til en nyhed. At han rent faktisk siger, at hvis der nogensinde skal komme et flertal i Folketinget for at binde Danmark til en fælles europæisk asylpolitik, så vil han kræve en ny folkeafstemning. Dermed tager han hul på hele debatten om retsforbeholdet forud for afstemningen i december," siger Henrik Hoffmann-Hansen.

Netop på dette område er Lars Løkke Rasmussen sikker på opbakning fra Socialdemokraterne, og han har også formand Mette Frederiksens (S) opbakning, når det gælder den danske indsats over for terrorbevægelsen Islamisk Stat i Syrien.

Her kom statsministeren alligevel med en interessant udmelding. 

"Han åbner for, at danske jægerfly kan bombe i Syrien og ikke kun i Irak, når de vender tilbage. Det er en udenrigspolitisk melding, som er ny," siger Henrik Hoffmann-Hansen.

"Retsforbeholdet og sikkerhedspolitikken er områder, hvor han på forhånd er sikker på, at han ikke vil blive kritiseret eller modsagt af Socialdemokraterne. Derved tager han fokus fra andre ting i talen, som vil skabe mere konflikt," siger redaktøren.

Et af de mere konfliktfyldte politiske områder nævner Hoffmann-Hansen netop som en tredje pointe i talen. Miljøpolitikken er et stridspunkt inden for Løkkes egen blok, da De Konservative er uenige i regeringens nedprioritering af miljøet. 

"Der er en række områder inden for miljø, hvor regeringen vil ændre kursen i forhold til tidligere. Planloven skal revideres og randzonerne skal ophæves. Sammen med en række andre forslag gør det, at regeringen fremstår væsentlig mindre grøn end tidligere."

Det var derfor bemærkelsesværdigt, at hele klimapolitikken slet ikke blev adresseret i talen, mener redaktøren. 

"Men man skulle også langt ned i talen, før han kom frem til nogle af de andre ting, der presser sig på. For eksempel dagpenge og uddannelse, hvor regeringen også vil gennemføre besparelser. Det er områder, der er vanskeligere for ham at hente politisk opbakning til," siger Henrik Hoffmann-Hansen.