Politikere er ikke utilregnelige

ARKIVFOTO. Trods støtte fra statsministeren har Eva Kjer Hansen (V) valgt at trække sig som miljø- og ...

ARKIVFOTO. Trods støtte fra statsministeren har Eva Kjer Hansen (V) valgt at trække sig som miljø- og fødevareminister.( se diverse Ritzau historier) Flankeret af Eva Kjer Hansen og Kristian Jensen Regeringens nye ministre bliver introduceret på Amalienborg i København. Lars Løkke Rasmussen med sit nye ministerhold Foto: Simon L¾ss / Scanpix Denmark

Er det kommentatorernes opgave at skælde politikerne ud og dermed uddybe politikerleden? Eller er det ikke at prøve at forklare, hvad der foregår?

Regeringskrisen forstærker sikkert faldet i tillid til politikere og embedsfolk. Kommentatorer taler om "børnehave" og om statsministeren som en "bølle". En enkelt har kaldt statsministeren for "utilregnelig". Men er det kommentatorernes opgave at skælde politikerne ud og dermed uddybe politikerleden? Eller er det ikke at prøve at forklare, hvad der foregår?

Vi bør huske, at der kan være et voldsomt pres på politikerne. Ikke mindst når man som landbrugsordfører Rasmus Jarlov (K) sidder i en folketingsgruppe på kun seks. Jarlov har en halv snes ordførerskaber. Ministrene og ministerierne sender ham en syndflod af papirer på alle områder. Det er fuldkomment rationelt, at Jarlov ønsker mere overskuelige og retvisende informationer fra regeringen. Det burde være en selvfølge, at der vises ham og Folketinget respekt. Den respekt har han ikke helt set.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvad der så er den rigtige måde at reagere på. Men regeringen burde have forudset, at et presset parti som De Konservative kunne sætte hælene i.

Var statsministeren utilregnelig, da han helt usædvanligt ikke ville fyre miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen før et flertal stemte for det i Folketinget, hun gik jo alligevel? Bestemt ikke. Statsministeren er også en presset mand med faldende opinionstal og risiko for at blive slidt ned. Og en minister som finansminister Claus Hjort Frederiksen er blevet vurderet til at være på kanten af at være overkørt. Ikke så meget af rød blok, som bare gør dens arbejde som opposition. Men af støttepartier som ikke kun støtter, men som også anvender trusler over for regeringen.

Kommentatorerne skal ikke glemme, hvor vanskelige regeringens parlamentariske vilkår er. Det nærmeste sammenligningsgrundlag er Venstres smalle Hartling-regering, som sad på kun 22 mandater i 13 måneder fra 1973 til 1975. Den regering gik fra krise til krise og fra den ene nervepirrende afstemning efter den anden. Regeringen var på kort tid på vej til at blive nedslidt. "Arbejdspresset var for stort", skrev miljø- og grønlandsminister Holger Hansen senere."Det folketingsår fra december 1973 og et år frem er det mest frustrerende og utålelige arbejdsår, jeg har oplevet i Folketinget," skrev Poul Hartling.

Man kan ikke kalde det utilregneligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ville tegne en streg i sandet. Han ville lægge pres på ikke bare De Konservative, men også de andre støttepartier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ved at rejse spørgsmålet om regeringens liv. I heldigste fald forhandler han sig til mere arbejdsro med nye politiske aftaler. Ikke bare om miljøet, men også på andre politikområder. Han har en række redskaber til rådighed. Han kan tilbyde politiske indrømmelser til partierne. Han kan antyde muligheder for ministerposter til de andre. Han kan også true. Trusselen om et valg var tom fra starten med de nuværende meningsmålinger. Men han kan også true med at gå af uden og udskrive valg. "Hvem vil I så pege på som statsminister?" Det spørgsmål kan han stille støttepartierne. Før ministrene er slidt ned.

Bagkloge kan vi, der står på afstand, mene, at ting burde være gjort anderledes. Men vi kan ikke kalde de pressede politikere for utilregnelige børnehavebørn. Det bliver ingen klogere af.
 
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator