Vi lever i en diagnosekultur

Psykologi professor ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann, er aktuel med bogen 'Stå

I en ny bog ønsker sociolog Anders Petersen og professor i psykologi Svend Brinkmann (billedet) at diskutere, problematisere og kommentere diagnosekulturen i de vestlige samfund. Foto: Cathrine Ertmann / Scanpix Denmark

Vi har taget initiativet til denne bog, fordi vi mener, at stadig flere af tilværelsens områder præges af en diagnostisk logik, når det konstateres, at mennesker har problemer.
Svend Brinkmann og Anders Petersen

Psykiatriske diagnoser blev udviklet som et arbejdsredskab for læger og psykiatere, men bruges nu også ofte som svar på den enkeltes spørgsmål om identitet og krop. Vi er vidne til en usynlig revolution, skriver Svend Brinkmann og Anders Petersen i ny bog. Læs et uddrag her

For snart femten år siden skrev den anerkendte amerikanske medicinhistoriker Charles E. Rosenberg (2002) en betydningsfuld artikel,som han ville have kaldt "Diagnoser medierer en usynlig revolution: Den sociale og intellektuelle betydning af specifikke sygdomsbegreber”.

Nu fik artiklen en anden – nok lidt mere iøjnefaldende – titel, men måske skulle Rosenberg have holdt fast i sin oprindelige ide. For i den alternative titel fanges nemlig noget centralt: Den selvfølgelighed, hvormed diagnoser anvendes i samtiden, er et resultat af en usynlig revolution – og det gælder dermed også anvendelsen af de specifikke sygdomsbegreber,diagnoser understøttes af.

Revolution, fordi diagnosernes samfundsmæssige indtog har været epokegørende, og usynlig, fordi vi nu til dags tager diagnosernes tilstedeværelse og logik for givet. Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå den udvikling, og mere specifikt den samfundsmæssige situation, hvor diagnoser i den grad har erobret samtidens forståelse af menneskelig sygdom.

I denne bog er vores udgangspunkt, at vi lever i en diagnosekultur: en kultur, hvori diagnoser cirkulerer og bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at begribe stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag.

Selvfølgelig kan ikke alle centrale tendenser i vores aktuelle samfundsmæssige situation forstås ud fra begrebet diagnosekultur, men vi har taget initiativet til denne bog, fordi vi mener, at stadig flere af tilværelsens områder præges af en diagnostisk logik, når det konstateres, at mennesker har problemer. Det gælder skolen, arbejdslivet, familien, det sociale system, fængsler og selvfølgelig klinikker og hospitaler.

Vi er primært interesserede i psykiatriske diagnosers betydning for samtiden generelt og menneskets selvforståelse specifikt, men flere af analyserne er også relevante for det somatiske område.

Diagnosekulturen viser sig på flere måder: Mest oplagt i det stigende antal mennesker, der får psykiatriske diagnoser, men også fx i vores dagligsprog, hvor diagnostiske termer glider ind og anvendes til forståelse af mange forskellige livsfænomener.

Hertil kommer de mange nye psykiatriske diagnoser, der løbende skabes, tillægges betydning og stilles hos mennesker med diverse symptomer, senest med udgivelsen i 2013 af DSM-5 – den diagnostiske manual for amerikanske psykiatere, som på globalt plan har været toneangivende med hensyn til at definere psykopatologien og dens grænser.

Diagnosekulturens væsentligste træk er et særligt psykiatrisk blik på menneskelig lidelse og afvigelse, der om ikke udvisker andre forståelser (moralske, religiøse, sociale, psykologiske osv.), som tidligere har haft større betydning, så dog nok er ved at overskygge dem.

Den vel nok mest centrale legitimeringskilde for den udvikling findes i forankringen i psykiatrien som en kulturelt anerkendt videnskab.

Det psykiatrisk funderede diagnosesprog har opnået en særlig magt og indflydelse, blandt andet med hensyn til at indkredse og definere menneskeligt ubehag og livsproblemer, men også i socioøkonomisk og politisk forstand:

Selv om psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for læger og psykiatere, anvendes de i moderne velfærdsstater også ofte som reguleringsmekanisme i forhold til tildeling af privilegier og ressourcer, herunder adgang til orlov, pensioner, behandling og legitim sygdomsadfærd. 

Diagnosekulturen har med andre ord væsentlige konsekvenser på både samfunds- og individniveau. I diagnosekulturen fungerer diagnoser som organiserende enheder på strukturelt og institutionelt niveau.

Og på individuelt niveau, hvor menneskers oplevelse af lidelse i stadig større udstrækning synes at blive filtreret gennem psykiatriske diagnosekategorier, spiller diagnoserne også ind i forhold til spørgsmål om identitet, krop, seksualitet og selvforhold. 

Det er en markant udvikling, og den kalder derfor på forskning og debat. Det primære ærinde med denne bog er således at diskutere, problematisere og kommentere diagnosekulturen fra forskellige empiriske og teoretiske vinkler, og dette med udgangspunkt i forskellige videnskabelige traditioner.

Bogen lægger op til en mangfoldighed af perspektiver, og søger hverken at privilegere fortalere eller kritikere af den aktuelle diagnosekultur. 

Nogle af bogens kapitler er tilstræbt neutrale og søger deskriptivt en forståelse af diagnosernes mange funktioner i samfundsliv og i den enkeltes tilværelse. Andre af bogens kapitler forklarer og forsvarer diagnosernes betydning, mens der også er stærkt kritiske kapitler.

Vi håber, at bogen kan læses af både studerende, forskere og praktikere inden for lægevidenskab, psykiatri, psykologi, sociologi, pædagogik og beslægtede
human- og samfundsvidenskaber, men vi mener også, at dens analyser og diskussioner kan have bredere offentlig appel.