Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse

Sekulariseringen kan knyttes til Reformationen, men velfærdsstaten er ikke luthersk begrundet

Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det har Jørn Henrik Petersen sagt i et interview i Kristeligt Dagblad. Han er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Jørn Henrik Petersen mener at have fundet udsagn hos reformatoren Martin Luther selv, der bestyrker hans teori.

Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng, eller i det mindste at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som for eksempel ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre, og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge.

I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880’erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selvom organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret.

Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.