Norges 18 turistveje byder på unik natur og arkitektur

Norge har udpeget 18 vejruter fra nord til syd. Langs vejene er der opstillet kunst, opført nye udsigtsplatforme og naturstier. Projektet har et budget på cirka to milliarder kroner

Det er en umulig opgave at skulle udpege den mest spektakulære af ruterne, men Geiranger-Trollstigen med et forløb på 106 kilometer vil utvivlsomt mase sig på som en af de absolutte favoritter hos flertallet.
Det er en umulig opgave at skulle udpege den mest spektakulære af ruterne, men Geiranger-Trollstigen med et forløb på 106 kilometer vil utvivlsomt mase sig på som en af de absolutte favoritter hos flertallet.

Mange lande har udvalgte vejstrækninger, som ofte forbinder landskabelig skønhed med kultur og historie. I danmark har vi Margueritruten. Skotland har sin Whisky Trail, tyskerne har Romantische Strasse og franskmændene deres Route de Vin.

Vender man blikket mod nord, sker der i disse år spændende ting på nogle af de norske veje.

Med natur i verdensklasse kan man kun misunde nordmændene for at kunne vælge og vrage mellem et overflødighedshorn af strækninger, som alle kunne gøre sig fortjent til særligt at blive fremhævet. I alt 18 vejstrækninger er blevet udvalgt.

Norge satser stort med sine nationale turistveje, som blev officielt indviet i 2012. Forud gik næsten to årtier, siden idéen blev fostret med først at udpege hvilke strækninger, som skulle få æren af at blive nationale turistveje, derpå opførsel af rastepladser, udsigtsplatforme, broer, gangstier, kunstværker og andre installationer langs vejene. Projektet har et budget på hen ved to milliarder kroner. Bygherren, det norske vejvæsen, har involveret et stort antal kendte og knapt så kendte arkitekter, ingeniører og kunstnere, som alle har sat deres fingeraftryk på ny nordisk landskabsarkitektur blandt i forvejen fabelagtige naturomgivelser.

Endnu mangler enkelte af ruterne at være helt færdigt udbyggede med de menneskeskabte attraktioner, men alt skulle være tilendebragt i 2020.

De 18 veje findes fra nord til syd, dog med den største koncentration i og omkring vestlandet med store byer som Bergen og Ålesund som ideelle udgangspunkter, hvortil der er daglige forbindelser fra Danmark. Samtlige veje fortjener afgjort at blive nydt individuelt enten i bil, på motorcykel eller cykel!

Det er en umulig opgave at skulle udpege den mest spektakulære af ruterne, men Geiranger-Trollstigen med et forløb på 106 kilometer vil utvivlsomt mase sig på som en af de absolutte favoritter hos flertallet. Dels på grund af vejens kolossale variation af natur, dels på grund af den spændende arkitektur, som pryder hele fem storslåede udsigtspunkter. Vejen går mellem Langvatn på Strynefjellet i syd og Sogge Bru i Romsdalen i nord, og omfatter en færgetur over Nordalsfjorden på strækningen Eisdal-Linge.

Landskabeligt byder vejen på nogle af Norges mest ikoniske landskaber med Geiranger fjorden som det nok mest prominente. Fjorden kom i øvrigt på Unescos Verdensarvliste for nyligt.

Trollstigs-plateauets store udsigtsplatform læner sig fritsvævende ud over den dybe dal med dramatiske fjelde, som rejser sig til begge sider.

Det er herfra, man nyder synet af den legendariske Trollstigsvej fra 1936 med sine 11 skarpe hårnålesving. Den norske arkitekt Reiulf Ramstad har med sin formfulde, enkle arkitektur formået at tilpasse sit værk til det omgivende landskab. Også valget af vejrbestandige materialer, glas og rustent stål, forener æstetik med holdbarhed. Ørnesvingen er et andet af de fem udsigtspunkter langs Gerianger-Trollstigen-ruten, som er bemærkelsesværdig både ved sin udformning og beliggenheden. Udsigtsplatformen ligger ved det øverste hårnålesving på Ørnevegen, og herfra er der et 180 graders vue ud over Geirangerfjorden med sine lodrette fjeldsider til den ene side og vandfaldene De Syv Søstre i modsatte retning. Let forskudte, aflange plateauer ender yderst ude over klippen.

I den ene ende af plateauet fosser vand ud over en irret metalafsats som et menneskeskabt vandfald, og således bidrager den evige passage af vand til den auditive dimension af totaloplevelsen. Det norske arkitektfirma, 3RW færdiggjorde sit imponerende projekt i 2010. Vejen imellem Geiranger og Langvatn er lukket om vinteren.

Aurlandsfjellet er en anden af de imponerende nationale turistveje i det norske fjordlandskab. Den går mellem Aurlandsvangen og Lær-dalsøyri, men er på blot 47 kilometer.

Til gengæld kan man kombinere Aurlandsfjellet med Lærdalstunnelen, som med sine 24,5 kilometer er verdens længste tunnel. Køreturen langs Aurlandsfjellets nationale turistvej fører fra den ene fjord efter den anden over en højderyg, hvor sneen stadig fylder op i landskabet, selv om sommeren.

Udsigtsplatformen Stegastein er rutens crescendo. Arkitekterne Todd Saunders og Tommie Wilhelmsen har allerede vundet flere fornemme priser for deres konstruktion, som giver associationer til en skihopbane. For enden af den 30 meter lange rampe ser det ud som om, der intet værn er herfra og ned til Aurlandsfjorden, 650 meter nedenunder. Men en robust, klar glasplade for enden udgør et pålideligt værn samtidig med at man får et panoramiske blik de mange hundrede meter ned. På den anden side af glaspladen buer platformen kraftigt nedad som for enden af Holmenkollen!

Fra vestlandets fjorde i det sydlige er der ikke bare langt til Senja-øen højt mod nord, men også en markant forskel i klima og levevilkår for de relativt få, som bor her.

Vi er et par hundrede kilometer nord for Polarcirklen, men Golfstrømmens varme gør, at havet aldrig fryser til, selv i hårde vintermåneder, hvor solen aldrig viser sig over horisonten.

Den nationale turistvej Senja går mellem Gryllefjord og Botnhamnn på Norges næststørste ø. Ruten er på 90 kilometer, og byder på drama for alle pengene. Bjergryggen Okshornan rejser sig lodret over det lunefulde hav som en mastodont.

Men Senja byder sig også til med yndefulde skær og bugte i Bergsfjorden. Menneskene har sat sine aftryk med små fiskerbygder og de gevaldige stilladser, hvor torsk hænges til tørre efter fangsten i det tidlige forår. Langs ruten findes to af de nye installationer, Bergsbotn og Tungeneset. Sidstnævnte anlagt som en lang gangsti bygget af sibirisk lærk ned mod revet med havet lige udenfor og de savtakkede Okshornan-tinder i baggrunden. Arkitektfirmaerne Code Arkitektur og Aurora Landskap har i forening kreeret stien.

Norges Nationale Turistveje har med sit banebrydende projekt føjet menneskeskabte dimensioner til natur, som i forvejen er i verdensklasse.