”Enige og tro til Dovre falder”. Sådan svor den grundlovgivende forsamling på Eidsvoll i 1814, og at Norge i år fejrer 200-året for landets grundlov, er ikke gået ubemærket hen. Højdepunktet var naturligvis den traditionsrige 17. maj-fejring i Oslo med festligt optog og folk i folkedragter, den såkaldte bunad.
Men nu er alle bunader hængt på plads i skabet, de tusindvis af flag er stillet væk, og det er blevet hverdag igen så nogenlunde da.
Det giver gode muligheder for den, der gerne vil opleve stederne, hvor begivenhederne udspandt sig i de intense forårs- og sommeruger i 1814, da Norge fik sin første forfatning, og en dansk prins blev den nye nations første konge.
Eidsvoll er det første og vigtigste stop på rejsen tilbage til 1814. Her, 60 kilometer nord for Oslo, formulerede de 112 mænd, der udgjorde rigsforsamlingen, den norske grundlov. Gennem seks uger havde de været forsamlet på jernværksejeren Carsten Ankers landsted, der nu kaldes Eidsvoll-bygningen.
Den klassicistiske bygning fra slutningen af 1700-tallet var i 1814 en af Norges største og mest moderne privatboliger.
Carsten Anker havde i 30 år været direktør for det kongelige møbelmagasin i København, så han havde fingeren på pulsen, hvad tidens stil og smag angik.
I anledning af 200-årsjubilæet er den 1800 kvadratmeter store bygning nu blevet ”pusset opp” for ikke mindre end knap 400 millioner norske kroner, men så står den også flunkende flot og tilbageført til 1814 både udvendigt og indvendigt.
Et af højdepunkterne på de guidede rundture i huset er rigssalen med de karakteristiske røde bænke på langs af rummet og granguirlander under loftet et smukt, lyst og prunkløst rum med store vinduer i begge ender.
Her sad de 112 mænd på de hårde bænke, tæt ved siden af hinanden, og holdningerne må være føget livligt frem og tilbage gennem den forholdsvis lille sal.
I det bakkede område omkring hovedbygningen ligger en del pavilloner fra samtiden med udstillings- og publikumsfaciliteter, men også den moderne bygning Wergelands Hus fra 2005, opkaldt efter præsten, forfatteren og politikeren Nicolai Wergeland (1780-1848), der var en af de 112 Eidsvoll-mænd.
Huset blev opført i anledning af 100-året for opløsningen af unionen med Sverige og er tænkt som et såkaldt demokraticenter, der især skal tage sig af pædagogiske og informationsmæssige opgaver.
Her kan man gennem montrernes glas nærlæse nogle af Eidsvoll-mændenes originale håndskrevne udkast til grundlovsteksten, og i en topmoderne filmsal, hvor man som tilskuer nærmest svæver i fugleperspektiv hen over spektakulære norske landskaber, vises en kortfilm, der inviterer til refleksion over, hvad demokrati betyder i konkret daglig praksis.
Tilbage i Oslo venter statuen af kong Christian Frederik, som blev afsløret af dronning Margrethe for nylig. Den tre en halv meter høje figur er skabt af den norske billedhugger Kristian Blystad og står på Eidsvoll Plass, lige foran Stortinget på Karl Johans Gate.
Norsk Folkemuseum på Bygdøy kan nærmest beskrives som en kombination af Den Gamle By i Aarhus og Frilandsmuseet i København. Her vises jubilæumsudstillingen ”1814 spillet om Danmark og Norge”, hvor man ikke bare får et solidt historisk overblik over det storpolitiske forløb, der mundede ud i freden i Kiel og skilsmissen mellem Danmark og Norge i 1814, men også en fremstilling af de 400 års unionshistorie under den danske krone.
Et af de interessante afsnit i udstillingen handler om synet på den norske bonde. I forhold til den danske fæstebonde var den norske bonde friere med en stærkere retsstilling, og selvejet var den mest udbredte form for ejerskab.
Der var ingen adel, ingen godser og dermed en mere direkte kontakt mellem bønder og statsstyre.
Den danske fascination af den frie norske bonde kom for eksempel til udtryk i Nordmandsdalen ved Fredensborg Slot i Nordsjælland, hvor der i 1760'erne blev opstillet 60 sandstensskulpturer i legemsstørrelse af norske bønder og fiskere (plus 10 færøske!) i egnsdragter. Figurerne var så populære, at Den Kongelige Porcelænsfabrik fremstillede miniatureudgaver af dem i bemalet porcelæn.
Et andet afsnit på udstillingen handler om prins Christian Frederik (senere kong Christian VIII i Danmark) og hans rolle i begivenhederne i 1814.
Der vises genstande og dokumenter fra sommerkrigen mod Sverige, der endte med svensk sejr, som betød, at kongen måtte abdicere og forlade landet, hvorefter Karl Johan af Bernadotte-slægten blev ny konge over Sverige-Norge.
Unionstiden med Sverige frem til den endelige norske selvstændighed i 1905 bliver også udførligt præsenteret, så man alt i alt forlader udstillingen med et godt overblik over hovedlinjerne i knap 500 års skandinavisk historie.
Og apropos den norske folkedragt, bunaden, og 17. maj: Norsk Folkemuseum har omfattende samlinger af dragter, tekstiler, håndarbejde, smykker, træskærearbejder med mere.
Bunaden blev i 1890'erne et politisk signal, da nogle kvinder i Ålesund tog deres lokale bunad på som protest mod unionen med Sverige og mod den danskprægede kultur, der stadig var meget dominerende i Norge. Tendensen bredte sig til det meste af landet og holdt sig. I dag er det politiske indhold trådt i baggrunden, men dragterne er stadig meget populære. De fleste piger og en del drenge får en bunad i konfirmationsgave, som de vokser videre med gennem livet.
