Geirangerfjorden er Norges smukkeste fjord

Lyden af faldende vand høres overalt i Geiranger i det vestlige Norge. Hvor Geirangerfossen løber ud i Geirangerfjorden ved den lille bys havn og campingplads, er man tæt på egentlig larm fra de plaskende vandmasser, men mest udbredt i byen og omegnen er en allestedsnærværende rislen så beroligende, at man næsten kan falde i søvn til den. Stejle og flere hundrede meter høje fjeldsider fører ned til fjorden, og der er næppe nøjagtigt tal på, hvor mange små og store vandløb/vandfald, der ender i den 16 kilometer lange og op til 250 meter dybe fjord, der anses for Norges mest berømte.

Byen har netop taget endnu en besøgsattraktion i brug, en kombineret trappe og vandrevej, skiltet som ”Fossevandring/Waterfall walk”, der går stejlt langs Geirangerfossen fra campingpladsen ved havnen op til Norsk Fjordsenter øverst i byen. Larmen fra de faldende vandmasser gør samtale næsten umulig, men spektakulært er det, og udsigten bliver bedre, jo højere man kommer op. Vandreruten er udført som en slags moderne funktionalisme i rustent stål, blankt stål, stålwirer og beton, og normalt gående skal beregne en lille halv time til at komme op, mens nedturen kan gøres på et kvarter.

Når man er kommet op, kan benene restituere i Norsk Fjordsenter, der fortæller, hvorfor Geirangerfjorden sammen med den 120 kilometer sydligere beliggende Nærøyfjorden kom på Unescos verdensarvsliste i 2005. I begrundelsen fremhæves ”arketypisk fjordlandskab” og ”enestående naturskønhed”.

Centret har også udstillinger om livet langs fjorden i historisk perspektiv og om geologi, flora og fauna. Følger man vejen ned i stedet for fossevandringstrappen, kan man kaste et blik ind i Geiranger Kirke, en smuk, ottekantet træbygning fra 1842 med 200 siddepladser og flotte træskærerarbejder i form af blandt andet altertavle, alterbord, prædikestol og korgitter.

Geiranger med kun et par hundrede faste indbyggere er ikke noget attraktivt rejsemål i sig selv og stærkt præget af turisme, fordi byen har cirka en halv million besøgende om året. De kommer for en stor dels vedkommende fra krydstogtskibe, idet Geiranger er Norges tredjestørste krydstogthavn efter Oslo og Bergen. Men i byens omgivelser er der en del at komme efter for den halve million.

Man må ikke forlade Geiranger uden at have set vandfaldet De Syv Søstre, som ligger på nordsiden cirka midtvejs i Geirangerfjorden over en strækning på et par hundrede meter.

Den højeste af de syv søjler med vand er 220 meter høj, og det er en enestående oplevelse at sejle tæt på vandfaldene, hvilket kan ske med krydstogtskib, færge, turbåd eller kajak. På modsatte fjordbred ses vandfaldet Frieren, der ifølge legenden bejler til søstrene. Det har han ikke haft held med, så han har i sorg og ærgrelse søgt trøst i alkohol og har med tiden antaget facon af en ølflaske.

Nær De Syv Søstre ligger fjeldgården Knivsflå 250 meter over fjordens vandspejl. I 1896 besluttede lokalmyndigheder, at det var for farligt at bo på gården, men på dens jorder blev der dyrket hø frem til 1960'erne. Det blev hejset ned til fjorden og fragtet til Geiranger i robåd. En anden forladt fjeldgård i området, Skageflå, kan besøges med turbåde, hvis man selv er i stand til at gå en time 250 meter opad på fjeldet og efterfølgende to timer op og ned tilbage til Geiranger.

Tre udsigtspunkter nær Geiranger skal fremhæves: Ørnevejen har 11 hårnålesving op til 620 meter over fjorden. Nær toppen ligger Ørnesvinget, hvor der er bygget udsigtsplatform, hvorfra man ser Geiranger, Geirangerfjorden og De Syv Søstre. Ved vejen, som fører sydøst ud af Geiranger, ligger Fly-dalsjuvet med et klippefremspring, der giver et postkortlignende panorama over byen, fjorden og fjeldene. Dalsnibba længere mod syd er 1500 meter over havoverfladen, og herfra har man Europas højeste udsigtspunkt med kig ned på en fjord. For alle tre udsigtspunkter gælder, at man får mest ud af et besøg i klart vejr.