Det er svært at få øje på navnetrækkene, men efter lidt lokal hjælp dukker signaturen C. NIEBUHR 1765 op ved den mytologiske tyrs forben ved indgangsporten til ruinbyen Persepolis i Iran.
Ikke blot er Niebuhrs graffiti en af de første og derfor mest medtaget af tidens tand, men senere og langt mere prangende navnetræk gør også deres for at overdøve den beskedne signatur. De iranske myndigheder har nu for at undgå yderligere indskrifter ganske fornuftigt sat afspærringer op ved den 16 meter høje indgangsport (og mange andre steder) på Persepolis - måske efter råd fra Unesco, der siden 1979 har haft byen, der fungerede som ceremoniel hovedstad for Perserriget og blev påbegyndt for over 2500 år siden, på verdensarvslisten.
Andre steder er helt afspærret på grund af renoveringer, for modsat Taleban-bevægelsen i nabolandet Afghanistan, der ønskede at slette alle før-islamiske spor og derfor i 2001 bortsprængte de store Buddha-statuer i Bamiyan, hæger de iranske myndigheder om ruinbyen, der er en kilde til national stolthed.
Fri adgang var der derimod for tyske Carsten Niebuhr, der rejste i dansk tjeneste på vegne af kong Frederik V. Han tilbragte det meste af en måned i Persepolis og skulle siden i bogen ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande” (genudgivet i to bind i 2003 og 2005) beskrive opholdet som et af den seksårige ekspeditions højdepunkter.
Niebuhr brugte tiden på at lave minutiøse tegninger, der viste hele Persepolis-området i oversigt, de forskellige paladser og ikke mindst særdeles detaljeret gengav de mange kileskrifts-inskriptioner på stedet.
Niebuhr arbejdede så koncentreret i den stærke sol, at han en dag vågnede op og intet kunne se. Synet kom dog igen, og han tegnede videre, men også i dag kan solen være stærk blandt ruinerne, så husk at få hat og solbriller med til besøget.
Oldtidsbyen havde på Niebuhrs tid ligget mere eller mindre upåagtet hen som delvist sanddækket ruin i 2100 år, efter at den græske hersker Alexander den Store undervejs på sit store erobringstogt mod øst i 330 f.v.t. havde brændt stedet ned. Måske som hævn for persernes nedbrænding af Akropolis i Athen 150 år tidligere, måske ved et uheld - det strides videnskaben stadig om.
Men netop fordi sandet indtog Persepolis, der med et samlet areal på 125.000 kvadratmeter er over fire gange så stor som Akropolis, er stedet i mindst lige så god stand som sin græske pendant.
Byen blev påbegyndt i cirka 515 f.v.t. af Dareios (Darius) den Store, mens sønnen Xer-xes stod for indgangsporten. Herudover består byen af det kongelige skatkammer, diverse privatgemakker og en række paladser, hvor det nu især er Apadana-paladset med dets velbevarede billedfrise, hvor forskellige af Perserrigets folkeslag kommer med gaver til kongen, der er værd at studere nærmere.
Og så er der jo inskriptionerne, som Carsten Niebuhr omhyggeligt tegnede. I dag er her informationsskilte for de besøgende, der ikke lige kan læse hverken oldpersisk, elamitisk eller babylonsk, men på Niebuhrs tid vidste man hverken, hvad tegnene betød, eller hvilket sprog de var affattet på.
Mens det blev tyske G.F. Grotefend, der i 1802 på basis af Niebuhrs tegninger leverede det afgørende gennembrud til tydning af kileskriften, bidrog den danske sprogforsker Rasmus Rask til tolkningen af, hvad tegnene betød, i en sådan grad at han i dag ofte nævnes blandt de sprogvidenskabsmænd, der kan tage æren for, at vi i dag forstår Persepolis' betydning.
Og selvom den prangende ceremonielle hovedstad kun fungerede i under 200 år, gør den fortsat indtryk over 2300 år efter sin ødelæggelse.
